Spring til indhold
Nyhed

Kom til fødselsdag i INDGANGEN

15-09-2014

Da Ældre- og Handicapforvaltningen sidste år slog dørene til INDGANGEN op, var visionen klar: Dette skulle være et sted, hvor dialog og personligt nærvær skulle danne rammen om borgernes møde med Odense Kommune. Og den vision har vist sig at være den rigtige:

 

”Vi har formået at skabe et sted, hvor ingen borgere går forgæves, og hvor udgangspunktet er en uformel dialog om, hvad der rører sig for borgerne lige nu. Vi hjælper rigtig mange på stedet, og hvis vi ikke har alle svarene, kan vi altid hjælpe borgerne videre til enten et frivilligt tilbud eller et andet sted i kommunen, og det er der også mange, der er rigtig glade for”, fortæller Karen Nymann Larsen, rehabiliteringschef i INDGANGEN.

 

Kom ind fra gaden

Idéen med INDGANGEN er, at man som borger kan komme direkte ind fra gaden og få en snak med enten en medarbejder fra Odense Kommune eller en frivillig om, hvad man har på hjerte. Ofte modtager de borgere, der kommer, ikke hjælp fra Odense Kommune endnu, og det er lige præcis sådan, det skal være.

 

”Vi ønsker faktisk at gå i dialog med f.eks. de ældre meget tidligere, end vi har været vant til. For hvis vi kommer tidligere ind i borgernes liv, kan vi forhåbentlig få lov til at støtte og vejlede allerede, når de små ting i dagligdagen begynder at skride og dermed være med til at hindre, at problemerne vokser sig uoverkommelige for borgerne,” forklarer Karen Nymann.

 

INDGANGEN i tal

INDGANGEN har i løbet af sit første år betjent ca. 2000 borgere. INDGANGEN indgår i samarbejde med flere frivillige foreninger. Seneste aftale er med Ældre Sagen, der hver onsdag står klar på Dalumvej til at snakke med de ældre borgere, der kommer forbi. Der er 25 medarbejdere ansat i INDGANGEN, der udover det personlige møde med borgerne på Dalumvej, varetager traditionel sagsbehandling inden for bl.a. personlig pleje, bolig og hjælpemidler.