Cykelløb med seniorer og sidevogn
100 beboere fra 20 forskellige odenseanske plejecentre deltager i år i det årlige plejecenter-cykelløb. De indledende runder, der foregår på henholdsvis Villestofte Plejecenter, Skt. Hans Plejecenter og Sanderum Plejecenter foregår d. 20., 21. og 23. maj. Finalen finder sted d. 26. maj på en endnu ukendt adresse.
Riwal er repræsenteret i det stærke feltPlejecentrenes cykelløb skydes i gang tirsdag den 20. maj kl. 10.30 på Villestofte Plejecenter. Kasper Linde Jørgensen, som til dagligt cykler for Riwal cycling team, der er Skandinaviens førende cykelhold, kommer og kører løbet i gang. Kasper Linde Jørgensen har mange løb på bagen og har for nyligt deltaget i det hollandske cykelløb Royal Smide Olympia's tour.
Det samlede cykelfelt vil bestå af 150 ryttere, hvoraf de 50 er at betragte som ”hjælperyttere”, det vil sige personale eller frivillige, der cykler ved siden af de ældre beboere på de dertil indrettede side-by-side cykler. Plejecentrene stiller op i hold af seks personer, og hver deltager på holdet cykler én kilometer.
Vinnie Skovkjær, der er leder af Aktiviteter i Plejeboliger, siger om arrangementet: ”Jeg synes, det er vigtigt, at de ældre får lov at bruge deres muskler. Og så bliver ingen vel for gamle til konkurrence. Der er stor begejstring blandt deltagerne, og en af beboerne på fra Herluf Trolle plejecenter sagde i torsdags efter OB-kampen, at nu måtte de vist hellere komme hjem og cykeltræne, så de kunne få pokalen med hjem i år”.
Tid og sted Den 20. maj på Villestofte Plejecenter. Her deltager 39 stærke ryttere fra: Egmont, Ejlstrup, Enrum, Havebæk, Næsby, Sukkerkogeriet og Villestofte.
Den 21. maj på Skt. Hans Parkens plejecenter. Her deltager 29 stærke ryttere fra: Albanigade, Frederiksbroen, Marienlund, Rytterkasernen, Skt. Hans Parken og Plejecenter Øst.
Den 23. maj på Sanderum Plejecenter. Her deltager 33 stærke ryttere fra: Herluf Trolle, Hjallese, Korsløkkehaven, Lille glasvej, Sanderum, Svovlhatten og Ærtebjerghaven.
Alle dage sluttes med fællesspisning med madpakker og en enkelt øl.