Cykelkampagne kickstarter sommeren
Odenses frivillige cykelgrupper tager på ture i det grønne, hvor det sociale samvær og det gode sammenhold er i højsædet. Samtidig rummer programmet en række spændende guidede ture. På disse ture er der fokus på de forandringer, Odense skal igennem de næste mange år, samt de mange historiske tilbud i byen.
- Vi sætter fokus på cykling i uge 22 for at få flere seniorer ud at cykle i Odense. Derfor er turene også lavet sådan, at alle kan være med, fortæller trafik- og mobilitetsmedarbejder Christina Lykke Bülow.
Cykelkaptajnerne er klar
En af de frivillige cykelgrupper er Cykelkaptajnerne, der holder til i Seniorhuset. De byder blandt andet på en rute forbi den nye Odins Bro og med indlagt pause på Stigefærgen. Bo Pedersen, der er frivillig cykelkaptajn, er glad for det ekstra fokus på cyklisme, som Cykling i uge 22 giver:
- Jeg håber, at mange vil benytte sig af disse arrangementer. Jeg ser det som et uundværligt tilbud, da cykling er så givende på mange områder - både socialt og fysisk. Det er et plus, hvis flere får øjnene op for, at der er andre og bedre måder at komme rundt i byen på, så de ikke automatisk sætter sig ind i bilen, siger Bo Pedersen.
- Vi håber da også, at folk efter uge 22 får blod på tanden, og har lyst til at melde sig ind i en cykelgrupperne eller cykle flere ture på egen hånd, slutter Christina Lykke Bülow.
Supplerer tilbagevendende gåkampagne
Kampagnen er en del af Odense Kommunes mobilitetsplan, der blandt andet har fokus på fodgængere, cyklister og smart mobilitet. Cykling i uge 22 er en udvidelse af den allerede succesfulde kampagne Gang i uge 23, der byder på en bred vifte af gå-aktiviteter for seniorer. Ved at have to kampagner kommer der ekstra fokus på alle fordelene ved at bevæge sig rundt i Odense som cyklist og fodgænger.
Alle turene er gratis – der kan dog være udgifter til frokost.
Det fulde program for cykelkampagnen kan ses på www.odense.dk/seniorcykling
Programmet for gang i uge 23 kan ses på www.odense.dk/gangiuge23
Begge programmer kan også hentes hos Seniorhuset, Indgangen på Dalumvej og på byens biblioteker.