Spring til indhold
Nyhed

Overfald på 59-årig maner til eftertanke i Odense Kommune

31-05-2013

”Det er en alvorlig og meget trist begivenhed, som selvfølgelig kalder på refleksion fra vores side. Derfor har vi set på, hvad vi konkret har gjort i vores sagsbehandling, og vi har kigget på vores generelle praksis,” siger lederen af Børn- og Familieafdelingen i Odense Kommune, Lone Tue Hansen.

 

”Vores undersøgelse viser, at der er blevet foretaget solid og grundig sagsbehandling, og at Odense Kommune løbende har været i tæt kontakt med de sigtede unge og deres familier,” siger Lone Tue Hansen.

 

Hun understreger, at hun har tavshedspligt i sagen, og derfor ikke kan forklare om Odense Kommunes arbejde i detaljer.

 

”Sagen tydeliggør vigtigheden af et tæt og koordineret samarbejde om gruppen af unge i kriminalitet. Et samarbejde, som bør vedrøre skole, politi, sociale myndigheder, opholdssteder og psykiatrien,” siger Lone Tue Hansen og peger på, at Odense Kommune allerede er i færd med at oprette et center for familier og unge med særlige komplekse problemer.

 

Det grove, røveriske overfald mod en 59-årig mand fandt sted torsdag den 23. maj, og dagen efter blev tre unge mænd anholdt, sigtet og siden varetægtsfængslet. Den ene af de sigtede er 15 år, mens de to øvrige er 16 år.