Odense Kommune indgår partnerskab om udstillingslejlighed for velfærdsteknologi med lokal virksomhed
App, der hjælper mennesker med Alzheimers til at holde struktur på hverdagen. Seng, der kan hjælpe op til en siddende position. Elektriske apparater, der kan tændes og slukkes ved hjælp af stemmestyring. Alt sammen teknologier, vi har hørt om og læst om, og som Odense-borgere nu får mulighed for at se på og røre ved i en ny udstillingslejlighed, der skal drives af den lokale virksomhed Public Intelligence.
– Jeg har store forventninger til samarbejdet med Public Intelligence. I Odense har vi mange virksomheder, der beskæftiger sig med velfærdsteknologi på alle planer, fra udvikling af nye teknologier til implementering af eksisterende. De er med til at sætte Odense på landkortet som en førende by på et felt, der er en uomgængelig del af løsningen på vores velfærd nu og i fremtiden. Det er jeg stolt af, og det er vigtigt med samarbejder som dette, som gavner både det lokale erhvervsliv, os som kommune og vigtigst af alt de borgere, der har brug for hjælp i hverdagen, pointerer ældre- og handicaprådmand Jane Jegind (V).
Aftalen er indgået på baggrund af en åben annoncering, som Public Intelligence vandt – især på baggrund af deres kendskab og erfaring på området og deres øje for vigtigheden af at inddrage de mennesker, det handler om, for at lykkedes med at skabe værdi for dem i deres dagligdag.
– Vi er meget glade for partnerskabet med Ældre- og Handicapforvaltningen. Der er ingen tvivl om, at Odense Kommune er langt fremme og har store ambitioner om praktisk talt at ’få teknologierne ned på jorden’ og inspirere borgerne til at tage dem til sig som et naturligt inventar i hjemmet. I Public Intelligence beskæftiger vi os med, hvordan man kobler teknologier og mennesker sammen, så vi byder ind med en stor viden på området og erfaring med brugerinvolvering, som er helt essentiel for at lykkes med det her, fortæller Peter Julius fra Public Intelligence.
En del af Virksom Dialog Dalum
Udstillingslejligheden bliver en del af Virksom Dialog Dalum – Ældre- og Handicapforvaltningens nye indgang for borgerne – der slår dørene op den 16. september i bygningen bag Dalum Bibliotek. Stedet er under løbende udvikling, og borgere og lokale foreninger skal være med til at præge den udvikling. I første omgang vil man ud over udstillingslejligheden bl.a. kunne møde frivillige, der byder velkommen og hjælper én gennem ’systemet’, og kommunens borgerkonsulenter, der kan give en hurtig vurdering og evt. starte en indsats op, hvis det er det, der skal til.
Visionen for Virksom Dialog Dalum og for udstillingslejligheden for velfærdsteknologi er bl.a. at give borgerne i Odense mulighed for selv at forebygge og tidligt tænke velfærdsteknologier ind i deres liv – så de mestrer deres eget liv på deres egne præmisser længst muligt. Derudover er ambitionen at skabe et sted, hvor samarbejde med bl.a. frivillige og uddannelsesinstitutioner kan udvikles og trives og være med til at skabe værdi for Odense og for borgerne i lokalområdet.
Læs mere om Virksom Dialog Dalum og find invitation til åbningen den 16. september på www.odense.dk/virksomdialog
Vedhæftet billede: Ældre- og Handicapforvaltningens administrerende direktør Helene Bækmark gav i dag Maja Gro Lilsig og Peter Julius fra Public Intelligence håndslag på et godt samarbejde - et samarbejde om at inspirere borgerne i Odense til at gøre brug af teknologier, der kan skabe værdi for dem i hverdagen.