Odense Kommune er i fuld gang med oprydningen efter mandagens storm
Mens man i går eftermiddags kunne høre vindens tuden og utallige udrykninger, kommer dagens lyde og indtryk i dag fra de kommunale entreprenørers intensive oprydningsarbejde rundt omkring i byen.
- Alle vores entreprenører er i fuld gang med oprydningsarbejdet på kommunale arealer. Gennem den næste uges tid gennemgår mandskabet alle veje og stier – og vi tager naturligvis det vigtigste først, så man kan komme sikkert rundt i kommunen, fortæller Birgit Sønderskov Weber, kontorchef for Park & Natur, Odense Kommune.
Akutte situationer før mindre hændelser
- Hvis det drejer sig om akutte situationer, er det ekstremt vigtigt, at man kontakter os telefonisk. Eksempelvis hvis et træ står og vipper, eller hvis der hænger store, løse grene i trækronerne. Groft sagt kan man sige, at alt det, der ligger på jorden, ikke er akut. Er situationen ikke akut, beder vi om, at man giver vores entreprenører en uge til at håndtere de mere alvorlige situationer og oprydning generelt, da mindre henvendelser ellers kan lægge vores telefoner ned, forklarer forstkandidat Rasmus Andersen fra Park & Natur.
Vurderer man, at der er risiko for farlige situationer, kan man kontakte Jan Nielsen på tlf. 65 51 27 32 eller Rasmus Andersen på tlf. 65 51 25 33. Ligeledes opfordrer Odense Kommune til, at man færdes med omtanke, særligt under og omkring væltede træer, da de kan tippe eller rulle.
Giv entreprenørerne en uge - vent med at benytte odense.dk/tip
- Vi er normalt meget glade for, når borgerne kontakter os på ”Giv et tip”—funktionen på www.odense.dk/tip. Men på grund af de særlige omstændigheder beder vi om, at man giver entreprenørerne en uge til at gå hele kommunen igennem for ikke-farlige hændelser efter stormen, inden man går til tasterne, for at undgå at overbelaste systemet, siger Rasmus Andersen.
Man kan have været så uheldig, at et kommunalt træ har gjort skade ved eksempelvis at vælte ned over ens bil. Odense Kommune opfordrer til, at situationer som disse dokumenteres med billeder og meldes til ens eget forsikringsselskab samt til Odense Kommune, inklusiv ens fulde navn og adresse, enten pr. e-mail eller med post til nmt.bkf@odense.dk eller til Natur, Miljø og Trafik, Odense Slot, indgang M, Postboks 740, Nørregade 36-38, 5100 Odense C.