Odense går efter Dansk Melodi Grand Prix og MGP i 2014
- Det kan blive et rigtig godt sammenfald. Melodi Grand Prix og MGP er en national begivenhed, som kan samle det meste af nationen. Og da Danmark - som forsvarende mester - samtidig er årets europæiske Grand Prix Land, regner vi med, at der i 2014 vil være et ekstraordinært stort fokus på Dansk Melodi Grand Prix og MGP i Danmark. Det er jo ved Dansk Melodi Grand Prix 2014, at vi skal vælge den kunstner, som skal forsvare titlen på hjemmebane. Det er meget positivt for Odense, siger Anker Boye, Odenses borgmester.
Hvor i Danmark Eurovision Song Contest 2014 skal afholdes er endnu ikke afgjort. Det ændrer dog ikke på, at Odenses status som Dansk Grand Prix By 2014 skal bruges til at få del i den internationale opmærksomhed, som Eurovision Song Contest 2014 tiltrækker – fx i form af særarrangementer i Odense og på Fyn i ugerne op til afviklingen af Eurovision Song Contest 2014.
- Det vil være fantastisk at trække så stor en begivenhed til Odense, for det vil uden tvivl være et arrangement, der vil sætte Fyn på landkortet. Og så er det altså ikke tosset, at Dansk Melodi Grand Prix og MGP i Odense falder sammen med, at vi skal afholde Eurovision Song Contest i Danmark, og dermed skaber ekstra opmærksomhed i Danmark og internationalt, siger Mads Graves Larsen.