Ny vækstrapport tegner lys fremtid for Odense
Odense har udarbejdet en samlet vækststrategi for byens udvikling over de næste otte år. Investeringer for omkring 25 mia. kr. i infrastruktur og byudviklingsprojekter betyder, at byen vil gennemgå store forandringer. Investeringer, der samtidig vil være afgørende for at skabe mere vækst og beskæftigelse på hele Fyn.
38.000 nye arbejdspladser
En ny vækstrapport som Konsulentvirksomheden Oxford Research har lavet for Odense Kommune, med udgangspunkt i tal fra Danmarks Statistik, har fremskrevet udviklingen. Fremskrivningerne viser bl.a., at Odense via sin plan vil kunne skabe ca. 38.000 nye arbejdspladser (årsværk) i byggeperioden, der løber frem til 2020.
- Rapporten tegner et lyst billede af Odenses fremtid. Men det kommer ikke af sig selv. Slet ikke. Vi skal holde fast nu. Vi skal udvise politisk lederskab. Vi skal blive ved med at jagte investorerne, og så skal vi være stolte af vores by og være ambassadører for byens positive udvikling, siger Odenses borgmester Anker Boye.
Når byggerierne står færdige, vil der yderligere blive skabt ca. 10.000 nye permanente fuldtidsarbejdspladser. Samlet set vil der være tale om en stigning i antallet af arbejdspladser på ca. 27 pct. fra 2012 til 2030. En beskæftigelse, der vil komme hele Fyn til gode. Allerede i dag er 3 ud af 10 jobs i Odense besat af pendlere.
10 pct. flere odenseanere
Men også antallet af odenseanere vil stige på baggrund af investeringerne. Forventningerne er, at investeringerne alene vil betyde en befolkningsstigning på 9,5 pct. eller 18.000 nye odenseanere. Derudover vil det give en række af positive sideeffekter som stigende ejendomspriser, mere byliv, forbedringer i infrastrukturen og bedre miljø.
- Vi ved, at de store byer som Odense skal fungere som vækstmotorer. Alle de nye arbejdspladser der skabes via vores udviklingsplan kommer ikke bare Odenses borgere, men borgere i hele regionen, til gode, forklarer Anker Boye, Borgmester, Odense, og fortsætter:
- Det vil betyde flere mennesker, flere tilbud, flere boliger, mere erhverv og langt flere arbejdspladser. Dybest set handler planerne om at skabe vækst i Odense, for på den måde at sikre skatteindtægter via byudviklingen. Det giver os råd til lærer, plejepersonale, brandmænd osv., og dermed råd til at opretholde et ordentligt serviceniveau for borger og virksomheder.
Strategien for Odenses udvikling rummer samlet set investeringer på ca. 25 mia. kr. – hvoraf de 15. mia. er skaffet (heraf 2 mia. fra Odense Kommune).