Spring til indhold
Nyhed

Målrettet uddannelse har ført til job for mange Lindø-folk

06-11-2013

På fredag mødes beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og rådmand for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense, Peter Rahbæk Juel (S) til en konference i Lindø Industripark, der tidligere dannede rammen om Danmarks største skibsværft. Den skal markere afslutningen af tre års intensiv indsats for at omskole og uddanne de tusind afskedigede fra Lindøværftet til job i helt andre brancher, hvor der fremover er brug for kvalificeret arbejdskraft. Indsatsen har båret frugt – mange ledige er kommet i job.

 

Men konferencen skal ikke bare opsamle erfaring – den skal også pege på, hvordan erfaringen kan bruges. Derfor holder beskæftigelsesminister Mette Frederiksen oplæg om fremtidens beskæftigelsesindsats, ligesom medlem af Carsten Koch-udvalget, beskæftigelseschef fra Aarhus, Vibeke Jensen, vil bidrage med udvalgets overvejelser omkring fremtidens beskæftigelsessystem.

 

Den massive indsats for at omskole og uddanne de mange afskedigede fra Lindø-værftet har vist, at det gør en forskel at satse på omskoling til nye brancher. For omkring halvdelen af de afskedigede medarbejdere, der har deltaget i indsatsen, har ny uddannelse hurtigt ført til et job. Resten af gruppen står styrket i deres jobsøgning med nye kompetencer. Mette Frederiksen og Peter Rahbæk Juel er enige om, at målrettet brug af uddannelse skal være en central del af fremtidens beskæftigelsespolitik.

 

”Vi kan og skal hjælpe folk uden job til at vælge den rette vej, så de igen kan blive en del af det fællesskab, som man kun finder på en arbejdsplads. Og vi kan og skal være med til at give Danmark det kompetenceløft, der skal til, for at vi kan klare os i konkurrencen med den billige arbejdskraft fra udlandet. Uddannelse er vejen – det viser erfaringerne fra Lindø-indsatsen os”, lyder det fra Peter Rahbæk Juel.

 

”Opkvalificeringen af Lindø-medarbejderne er et eksempel på, at det giver mening at satse på uddannelse og opkvalificering, når man kender virksomhedernes behov og ved, hvor de nye job opstår. Det er et spor, som er værd at følge fremover. Vi skal blive endnu bedre til at koble virksomhedernes behov og potentialet for nye job og hjælpe de ledige derhen”, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

 

En del af succes’en med omskoling tilskrives, at indsatsen - foruden at være målrettet fremtidens behov for arbejdskraft - også har taget udgangspunkt i hver enkelt ledige. De ledige har fået støtte til selv at lave deres omstillingsplan, som derfor har taget udgangspunkt i deres eksisterende kompetencer.

 

Både Mette Frederiksen og Peter Rahbæk Juel deltager i konferencen på fredag med titlen ”Målrettet opkvalificeringsindsats for ledige – erfaringer og perspektiver fra EGF-Lindø Projektet”. Pressen er velkommen til arrangementet, som løber af stablen i Lindø Industripark, Kystvejen 100, 5330 Munkebo. Rådmanden Peter Rahbæk Juel byder velkommen til konferencen kl. 9. Den slutter kl. 15. Der er tale om en mindre konference for de involverede parter i EGF-indsatsen.