Inspiration til nye former for samarbejder i Dalum
Dalum-hallerne kommer til at summe af liv torsdag den 16. maj, hvor Odense Kommune sammen med en masse frivillige aktører inviterer indenfor til inspirationsdag. Her vil borgere fra Dalum og resten af Odense, frivillige fra lokale og bydækkende foreninger og kommunens ansatte sætte hinanden stævne. Større indblik i hinandens verdener skal inspirere til nye former for samarbejder – til gavn for lokalområdet og dets borgere.
Virksom dialog med borgerne
Inspirationsdagen kan ses som et startskud for det samarbejde med frivillige og borgere i lokalområdet, som bliver et vigtigt fundament for Virksom Dialog Dalum, der slår dørene op i bygningerne bag Dalum Bibliotek til september. Virksom Dialog Dalum er den første fysiske indgang til Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune. Tanken er, at man i Virksom Dialog Dalum bl.a. vil kunne møde borgerkonsulenter fra forvaltningen og frivillige kræfter. Man vil også kunne afprøve forskellige former for velfærdsteknologi og meget, meget mere. Indholdet af stedet skal borgerne i området være med til at udvikle, og inspirationsdagen den 16. maj bliver også en igangsætning af den proces.
– Når en borger skal i kontakt med Ældre- og Handicapforvaltningen, er det via Virksom Dialog. Enten det fysiske sted, vi åbner op for i Dalum og på et senere tidspunkt også i Bolbro, over telefonen eller på Odense Kommunes hjemmeside. Indgangen til os hedder Virksom Dialog, fordi vi går i dialog med borgeren, og dialogen skal være virksom. Sammen skal vi finde ud af, hvordan den enkelte bedst og hurtigst kan fortsætte sit hverdagsliv mest muligt på egen hånd, forklarer ældre- og handicaprådmand Jane Jegind (V).
Forebyggelse og frivillige tilbud er en integreret del af den rådgivning, vejledning og bevilling, man kommer til at møde i Virksom Dialog. Frivillige skal arbejde tæt sammen med kommunens personale, for når en borger henvender sig, kan det lige så vel være et frivilligt tilbud som en kommunal indsats, der er behov for. Derfor er det vigtigt, at de forskellige parter får kendskab til hinanden, så man bliver klogere på, hvad hver især kan byde ind med. Inspirationsdagen den 16. maj er et vigtigt skridt i denne proces.
Inspirationsdagen i Dalum-hallerne
Torsdag den 16. maj 2013 kl. 14.00-17.00
Hele dagen kan du møde stande med mennesker fra forskellige lokale og bydækkende foreninger, tilbud m.m. Lige fra Odense Kommunes velfærdseksperimentarium og Idrætsringen til medborgercentret Dalum og Røde Kors Odense. Der vil også være underholdning i løbet af dagen, bl.a. med demenskoret og handicap-rap.
Læs mere om inspirationsdagen og få overblik over deltagerne på www.odense.dk/virksomdialog