Spring til indhold
Nyhed

Borgmestre: Odense Letbane er hele Fyns letbane

03-09-2013

- Hver eneste dag pendler 5.340 personer fra Faaborg-Midtfyn Kommune til Odense for at gå på arbejde. Det er derfor afgørende, at det er let at komme til og fra Odense, så de mange pendlere kan komme hurtigt fra arbejde og hjem til familien, siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Jørgensen.

 

De fynske kommuner har med Fynsprojektet indledt et stærkt samarbejde om at lave en fælles planlægning på tværs af kommunegrænserne, som kan understøtte og fremme en fælles fynsk vækstdagsorden. En del af det samarbejde skal nu undersøge, hvordan Odense Letbane udnyttes optimalt i den regionale infrastruktur.

 

- Med udsigt til et nyt sygehusbyggeri og markante investeringer i Odenses bymidte, er det afgørende, at vi får set på, hvordan letbanen i Odense bedst muligt spiller sammen med infrastrukturen i de øvrige fynske kommuner. Det skal være let at komme til og fra øens hovedby, så man kan bo i Nyborg og arbejde i Odense, siger borgmester i Nyborg Kommune, Erik Christensen.

 

I 2020 vil mere end 60.000 studerende, patienter og pårø­rende have deres daglige gang i området omkring SDU og det nye universitetshospital. Letbanen er nødvendig for at sikre en effektiv transport til og fra området for patienter, pårørende, studerende og medarbejdere på SDU og sygehuset.

 

- Tusindvis af fynboer har hver eneste dag et ærinde i Odense. Derfor er infrastrukturen i og omkring Odense naturligvis et fælles fynsk anliggende. Det er derfor rettidig omhu, at vi allerede nu undersøger, hvordan letbanen bedst muligt integreres i den regionale infrastruktur, siger borgmester Anker Boye og glæder sig over den entydige opbakning fra borgmestrene på Fyn.

 

Odense Letbane skal etableres fra 2016-2020 og vil have 26 stationer i alt fra Tarup i nord til Hjallese i syd. Letbanen vil have afgang hvert 10. minut fra alle stationer og have sammenhæng til busnet, regionaltog og intercitytog.