Alle udbudte TBT grunde i centrum af Odense solgt
En fire-sporet vej, som de seneste 40 år har skåret byens middelalder-centrum i to dele, skal over de næste 6 år omdannes til boliger, kultur og erhverv med p-anlæg under jorden og grønne byrum over jorden.
De fem vindere af de i alt 14 byggegrunde er: 5E Byg, Arkitektgruppen, KPC, TOGT Ejendomme og Odense-borgeren Janus Lylloff.
”Det er temmelig unikt, at vi sætter 14 byggegrunde midt inde i en stor by med en lang historie til salg. Og vi har da også længe kunne fornemme en markant interesse fra store som små investorer. Jeg har glædet mig til at få sat navn på, hvem der skal være med til at bygge vores nye bydel op. Og med det jeg har hørt og set i dag, glæder jeg mig kun endnu mere til, at vi nu for alvor kommer i gang med at gøre planerne til virkelighed”, siger Odenses borgmester Anker Boye.
Direktør i Realdania Hans Peter Svendler glæder sig også:
”I dag er vi nået et stort skridt videre i realiseringen af den vision, som Odense Kommune og Realdania deler om en mangfoldig og bæredygtig bydel, der skal binde Odenses bymidte sammen igen. Vi har nu mulighed for sammen med investorerne at sikre, at de enkelte bebyggelser bliver sammentænkt med den overordnede udviklingsplan, så vi sammen kan skabe rammerne for en bydel af høj arkitektonisk kvalitet og med et aktivt byliv.”
De syv grupper af byggegrunde, som blev udbudt i denne omgang, ligger i projektområdets nordlige ende. Kommende indbyggere i området bliver naboer til byens nye Musik-, teater-, og konferencehus og det hyggelige H. C. Andersen kvarter med H. C. Andersen Museet og Odense Grønttorv.
By- og kulturrådmand i Odense Kommune Steen Møller siger:
”Vi skal sikre os, at byrådets vision om en grøn, sammenhængende bymidte, hvor det er rart at bo og opholde sig, bliver til virkelighed. Derfor er det godt at kunne konstatere, at det er så forskellige projekter, der har vundet udbuddet. Jeg glæder mig til den proces, der nu går i gang, hvor vinderne sammen med Partnerskabet og By- og Kulturforvaltningen skal arbejde videre med de enkelte projekter. ”
Gymnasielærer blandt de vindende
De vindende bydere er ikke alle professionelle developere. Janus Lylloff er gymnasielærer i Odense og han har aldrig før prøvet at byde på en byggeoption:
”Jeg er jo lidt en outsider i selskab med de store, professionelle ejendomsudviklere, men det er jo bare fantastisk, at der også er plads til sådan en som mig i Thomas B. Thriges Gade projektet. Jeg har en drøm om at bygge et moderne bofællesskab mit i den spændende, nye bydel for helt almindelige mennesker som mig og min familie. Nu skal vi så bare ud og finde 5-7 andre familier, som er med på idéen”, siger Janus Lylloff.
Janus Lylloff og de fire øvrige vindere har nu 15 mdr. til at udvikle deres projekter, som efter planen skal være klar til byggestart i midten af 2016.
Byggeriet i området går dog allerede i gang i midten af 2014, hvor Fra Gade til By starter anlæggelsen af den ca. 30.000 m2 store underjordiske p-kælder med plads til ca. 1100 biler, som skal danne fundamentet for de kommende bygninger.
For yderligere spørgsmål kontakt
Borgmester Anker Boye, tlf.: 40 75 33 33
By- og Kulturrådmand Steen Møller, tlf.: 51 48 19 20
Direktør i Realdania Hans-Peter Svendler, tlf.: 70 11 66 66
Projektchef Svend Heegaard, tlf.: 51 77 73 56
Fakta
- Fra 2014 til 2020 omdannes Thomas B. Thriges Gade i Odense til en sammenhængende, mangfoldig, bæredygtig og tætbebygget ny bydel, der skal indgå som en naturlig del af den eksisterende by.
- Projektområdet indeholder i alt 19 attraktive byggeretter, hvoraf de 14 i den nordlige del af projektområdet blev udbudt som optioner i august 2013.
- Fredag den 20. september kl. 14.00 udløb fristen for afgivelse af bud på de 14 byggegrunde fordelt på syv grupperinger i den nordlige del af projektområdet.
- Det er Partnerskabet bag Fra Gade til By, som har vurderet de enkelte bud ud fra 4 parametre: Den tilbudte pris, tilbudsgivers evne til økonomisk at kunne løfte opgaven, projektets idé, kvalitet og referencer samt beskrivelse af udviklingsprocessen inklusiv valg af rådgivere.
- De vindende bydere er: 5E med Årstiderne Arkitekter, Arkitektgruppen med ADEPT og Årstiderne Arkitekter, Janus Lylloff med Praksis Arkitekter, KPC med Arkitema og TOGT Ejendomme med GPP arkitekter a/s og ingeniørfirmaet Henneby Nielsen a/s.
- Ved at indgå en optionsaftale opnår investor retten til at udvikle planer for en eller flere grupper af byggefelter i 15 mdr.
- I den periode vil der være indlagt milepæle for hver 3. måned. Her skal optionstageren vise, at udviklingen af de enkelte projekter skrider planmæssigt frem ved at levere nærmere fastlagt materiale.
- Byggeprojekterne skal udvikles i et samarbejde mellem investorer/developere og Partnerskabet samt Odense By og Kulturforvaltning med Team Entasis som rådgivere.
- I hele projektet bygges ca. 53.000 etage m2 med plads til ca. 350 boliger og ca. 500 arbejdspladser. De 14 nordlige byggeretter repræsenterer en samlet mindsteværdi af ca. 62 mio. kr. Projektet forventer en samlet indtægt fra private investorer på 342 mio. kr.
- Grundene i Fra Gade til By projektet er unikke på grund af deres placering midt i det pulserende byliv og fordi alt er forberedt for investoren. Infrastruktur, ledningsomlægninger, parkering, arkæologi osv., er klaret af projektet. Investor skal i princippet bare rykke ind og bygge sit hus. Det der i branchen kaldes plug n’ play
- Det er det mest gennemgribende byomdannelsesprojekt i Odenses historie.
- Projektet gennemføres som et partnerskab mellem Odense Kommune og Realdania. Team Entasis er totalrådgiver for projektet og Cowi er bygherrerådgiver.
- Projektet koster 852 mio. kr., hvoraf Realdania og Odense Kommune hver betaler 255 mio. kr. og 342 mio. kr. finansieres ved salg af byggeretter og p-anlæg.
Læs meget mere om omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade på www.fragadetilby.dk og facebook.com/infoboksen