Kunstbygning vendes mod Odense Å
Kunstbygningen Filosoffen skal åbnes mod Odense Å, så der trækkes flere besøgende ind fra området. Realdania og Odense Kommune har indgået aftale om at udvikle Kunstbygningen og arealet ned mod åen.
Kunstbygningen Filosoffen, som er et mindre udstillingssted for billedkunst, skal have mere ud af sin beliggenhed - lige ved åen, Odense Aafart og nær byens centrale latinerkvarter. Derfor er Realdania og Odense Kommune gået sammen om at udvikle området omkring Kunstbygningen.
- Målet med projektet er at forny området, så Filosoffen bliver et moderne kultursted, der kan tiltrække et større publikum. Når ombygningen er færdig, skal de kulturelle aktiviteter udvides med nye kunstarter, og der bliver plads til uformelt ophold i og omkring bygningen, siger kulturchef Ellen Drost, Odense Kommune.
Ny plads ned mod åen
Bygningerne samles ved ombygningen, så der frigøres et areal ned mod Odense Aafart. På dette areal skabes en ny plads, der samtidig skal spille sammen med det nærliggende Saabyes Stryg, som blev bygget i 2008 for at fremme fiskebestanden i åen og fremhæve naturen.
Projektet har en økonomisk ramme på knap 12 millioner kroner. Den endelige udformning af projektet vil blive fastlagt i en arkitektkonkurrence, som udskrives i starten af september 2012. Bygge- og anlægsarbejderne forventes igangsat i efteråret 2013 og afsluttet i det sene forår 2014.
Årelangt samarbejde er fuldbragt
Projektet er det sidste i den samarbejdsaftale, der blev indgået mellem Realdania og Odense Kommune med udgangspunkt i Kulturstrategien, der startede i 2005. Et projekt, der havde fokus på at styrke det kulturelle vækstlag. Både borgere og professionelle kunstnere har med strategien fået bedre mulighed for at medvirke til og opleve kunst.
- Vi er glade for, at den sidste del af Kulturstrategien er faldet på plads. Vi er sikre på, at kulturlivet i Odense har fået et løft, som styrker Odense som by, siger projektleder Karen Skou.
Alle projekter i Kulturstrategien
- Kulturmaskinen
- Magasinet
- Farvergården
- Grønnegade (stadig under anlæggelse)
- Innovationens Hus (”Stjerneskibet”)
- Gråbrødre Plads
Kontaktinformation
Karen Skou, Realdania, tlf. nr.: 70 11 66 66
Johnny Boye Busch, Odense Kommune, tlf. nr.: 23 31 09 54