Spring til indhold
Nyhed

Idéerne væltede frem, da 130 odenseanere satte sig selv i spil

20-06-2012

- Borgerne skal gøre en frivillig indsats i Odenses institutioner

- En endnu større indsats for erhvervslivet

- Udbred Skype til de ældre, der har svært ved alt det digitaliserede

 

Det var nogle af de idéer, borgerne kom med på dialogmødet den 20. juni. Odense Kommunes byråd havde inviteret repræsentanter for råd, nævn og bestyrelser til dialog om budget og udvikling i Odense.

 

- Odenses borgere har masser af idéer, masser af engagement, og de viste viljen til selv at bidrage og gribe mulighederne. Det er da den bedst tænkelige start på et samarbejde om byens udfordringer, siger Anker Boye.

 

Udfordringen for Odense er todelt. Der skal spares 250 millioner kroner i 2013. Samtidig skal Odense investere for at skabe vækst, udvikling og flere arbejdspladser i Odense.

 

Samarbejdet fortsætter

- Vi er sikre på, at ved at invitere jer og have en god og konstruktiv dialog, så kan vi få nogle bedre løsninger på de udfordringer, vi står med, sagde borgmesteren til de cirka 130 fremmødte, da han bød velkommen til mødet.

 

Og der er mange flere gode idéer og ressourcer hos borgerne, end der kom frem på dialogmødet, siger stadsdirektør Jørgen Clausen, der lyttede med ved det ene bord.

 

- To timer er jo meget kort tid. Og Odense har engement til at komme med mange flere idéer. Det fik både byråd og administrationen bekræftet på mødet, og det vil vi meget gerne bruge, siger stadsdirektør Jørgen Clausen bagefter.

 

Flere idéer?

Aftenens idéer bliver de kommende dage lagt på portalen Din Idé, hvor alle andre borgere også kan byde ind med idéer eller kommentere andres forslag.

 

Herfra vil idéerne blive gennemarbejdet og indgå i det budgetmateriale, Økonomiudvalget drøfter, når de tager fat på budgetbehandlingen i august.

 

Fakta:

  • Odense byråd havde inviteret omkring 300 fra råd, nævn, bestyrelser m.fl. til dialogmøde om Odenses budget, og udvikling i Odense.
  • Knap 130 mødte op til dialogmødet
  • Mødet foregik i Odense Congress Center den 20. juni klokken 19 - 21.
  • På dialogmødet havde deltagerne fordelt sig efter fire temaer:- Hvad gør vi ved ungdomsarbejdsløsheden?- Er der opgaver, kommunen løser i dag, som vi ikke skal løse i morgen?- Er der opgaver, kommunen løser i dag, der kan løses bedre og billigere digitalt eller med hjælp fra anden teknologi?- Idéer til udvikling.
  • Den 21. juni åbner portalen www.dinide.odense.dk for nye idéer til budgettet.
  • Fra begyndelsen af næste uge vil alle idéerne fra dialogmødet ligge på portalen.