Hvem vinder konkurrencen om stibro mellem by og havn?
Hvordan skal Odenses nye stibro se ud? Det løfter dommerkomitéen i konkurrencen ”Stibro – mellem by og havn” sløret for fredag den 14. december 2012.
To teams kvalificerede sig i oktober til at gå videre i konkurrencen om odenseanernes nye stibro over jernbanen. Begge teams havde lavet nogle spændende og karakteristiske bud på udformningen af Odenses nye stibro, og disse forslag blev yderligere kvalificeret, før dommerkomitéen kunne finde en endelig vinder.
- Jeg glæder mig til, at vi kan offentliggøre, hvem der vinder konkurrencen, så odenseanerne kan se den nye bro. Det har været en god og spændende proces med at udvælge en vinder blandt de flotte og forskellige forslag, der har været med i konkurrencen. Jeg er meget tilfreds med det valg, som vi har truffet i dommerkomitéen. Det er en bro, som skaber et flot flow mellem by og havn, siger by- og kulturrådmand Steen Møller, der også er formand for dommerkomitéen.
De to teams, der gik videre, er:
Dissing+Weitling architecture a/s (DK) med underrådgiverne schlaich bergermann und partner (D) & SLA A/S (DK)
Gottlieb Paludan + Public Arkitekter (DK) med underrådgiverne ES-Consult A/S (DK), Niras A/S (DK), Bartenbach Lichtlabor GmbH (A) og Anita Jørgensen – kunst (DK)
Vinderen offentliggøres den 14. december 2012, og forslaget vil efterfølgende blive udstillet i Infoboksen på Fisketorvet.
Fra fredag den 14. december efter kl. 13.00, vil man også kunne se forslaget på www.odense.dk/stibro