Spring til indhold
Nyhed

Her er Odenses nye stibro

14-12-2012

Konkurrencen om en fast forbindelse mellem by og havn for cyklister og fodgængere blev udskrevet i starten af 2012. Dommerkomitéen har valgt det projekt, som bedst og mest overbevisende levede op til kriterierne.

- Vi har valgt en bro, som er meget enkel og elegant. Samtidig bliver den et meget markant byggeri i form af en 30 meter høj pylon, der vil være synlig for tilrejsende, for forbipasserende og ikke mindst i de to bydele, som broen strækker sig mellem. Det er en spændende og indbydende stibro med et flot flow, siger by- og kulturrådmand Steen Møller, der er formand for dommerkomitéen.

- Jeg synes, at vi i dommerkomitéen har valgt det helt rigtige forslag, som har stort potentiale til at blive et ikon for byen og en smuk og spændende oplevelse at krydse for cyklister og fodgængere, siger Steen Møller.

Det bliver cyklister og fodgængere, som vil benytte broen for at komme frem og tilbage mellem by og havn. Broen er bred, og det giver god plads til både cyklister og fodgængere. Tilknyttet broen kommer der ca. 1400 cykelparkeringspladser.

- Der er ingen tvivl om, at Odenses nye stibro er en vigtig del af byudviklingen generelt. Broen binder havn og by sammen – både fysisk og mentalt. For mig har det været rigtig vigtigt, at Odenses nye stibro kan det. Vi har i mange år arbejdet på at gøre havnen til Odenses nye bydel, og det er lykkedes på mange områder. Med broen kommer det ekstra og vigtige element, at havnen bliver endnu mere tilgængelig for især cyklister og fodgængere. Den vil være med til at bringe liv til havnen, og det ser jeg som ganske essentielt for både projekter, havnen og miljøet dernede, siger Steen Møller.

Vinderforslaget kan ses på www.odense.dk/stibro.
Fra uge 51 kan man også se forslaget på plancher i Infoboksen på Fisketorvet.

Download af pressemateriale
Det er muligt at hente billeder fra vinderforslaget på www.odense.dk/stibro. Her kan man også se dommerbetænkningen.

Yderligere informationer
Steen Møller, by- og kulturrådmand, e-mail: sm@odense.dk, tlf.: 51 48 19 20