Spring til indhold
Nyhed

Året skydes i gang med musik om roser og sommerfugle

21-12-2012

Nytårsmenuen består af tapas-tallerkener og velkendte melodier som Lille sommerfugl og Du skal ikke gi’ mig roser, når Bjørn Tidmand spiller op til fest for ikke mindre end 225 damer fra byens kommunale plejecentre den 3. og 4. januar på Møllekroen.


Fest bliver man aldrig for gammel til

Odense Kommunes ’Aktiviteter i plejeboliger’ afholder løbende forskellige arrangementer til glæde for beboerne på de kommunale plejecentre. Formålet med arrangementerne er at tilbyde beboerne aktiviteter på tværs af plejecentrene. Og nu er det igen blevet tid til nytårskur for damerne – en tilbagevendende begivenhed, der bliver sat stor pris på og set frem til hele året.


- Det sociale samvær er enormt vigtigt for alle mennesker, og fest bliver man vel aldrig for gammel til. Damerne ser rigtig meget frem til nytårskuren hvert år. De pynter sig og trækker i det fineste tøj, fortæller rehabiliteringsleder Vinnie Skovkjær, der synes, det er vidunderligt at se, hvor mange ekstra kræfter damerne har på en særlig festdag som denne.


Tid og sted

Nytårskuren finder sted d. 3. og 4. januar 2013, fra kl. 12.00 til 16.00 på Møllekroen i Bullerup, Brolandvej 7, 5320 Agedrup.

Den 4. januar vil der være velkomst ved rådmand Jane Jegind.

Pressen er velkommen begge dage.


Kontakt
Vinnie Skovkjær, rehabiliteringsleder i ’Aktiviteter i Plejeboliger’, tlf. 22 49 33 02