Spring til indhold
Nyhed

3300 blomsterløg sikrer blomstrende forår på Østerbro

14-11-2012

Som et led i områdefornyelsen af Østerbro tager borgere og brugere på Østerbro fredag den 16. november første skridt mod et fornyet Østerbro. Det sker kl. 11.00, når unge fra Korsløkke Ungdomsskoles dagskole og beboere på Østerbro sætter 3300 blandede påskeliljer og tulipaner i det grønne areal ved Østre Kulturcenter.

 

Aktiviteten er kommet i stand efter borgernes ønsker om at forskønne området ved Østre Kulturcenter. Og den er forhåbentlig blot den første af mange aktiviteter, som skal være med til at skabe liv og farver i området. Målet er at skabe et multifunktionelt område, som kan danne rammen om Østerbros centrale samlingspunkt og et uderum, der indbyder til ophold, og som kan bruges til en bred vifte af kulturelle aktiviteter.

 

-Østerbro er en bydel, der fortjener et løft. Og det er dejligt, at arbejdet med områdefornyelsen nu så småt er i gang, siger by- og kulturrådmand Steen Møller. Ved en fælles indsats kan vi skabe en attraktiv og kreativ bydel, og jeg håber derfor, at rigtig mange møder op på fredag. Vores håb er, at kulturelle events som denne kan være med til at skabe synlighed og sætte fokus på nye muligheder i området. 


Borgere og brugere på banen

En arbejdsgruppe bestående af borgere og brugere af området har gennem den seneste tid arbejdet med idéer og ønsker til området omkring Østre Kulturcenter, og det er stadig muligt at være med.

 

Arbejdsgruppemedlemmerne deltager i arbejdet med at omdanne den gamle skolegård til et multifunktionelt område til glæde for områdets beboere og brugere af Østre Kulturcenter. Interesserede kan tilmelde sig områdefornyelsens arbejdsgrupper på www.odense.dk/osterbro. Det er også muligt at følge arbejdet og deltage i debatten på facebook.

 

Ud over at forberede et blomstrende forår, markeres julen på Østre Kulturcenter i år med et jueltræ, som tændes sammen med julelysene i resten af byen. Et lille, men hyggeligt skridt mod at skabe mere lys og stemning i den gamle skolegård. 


Kontakt

Ane Stockmarr, Odense Kommune, tlf.: 30 85 77 91.