Spring til indhold
Nyhed

Zumba'en indtager plejecenter

20-01-2011
Det er beboerne på Villestofte Plejecenter, der skal prøve kræfter med zumba'en.

- Nogle kan måske tage et par dansetrin, men ellers bliver det mest i form af stoledans, og så kan de jo svinge godt med armene, fortæller Helle Pia Christiansen fra "Aktiviteter i plejeboliger".

Det er elever fra Odense Produktionshøjskole, der skal danse zumba med beboerne på Villestofte Plejecenter. De har tema om ældre i hele januar, og i den forbindelse følger de medarbejderne fra "Aktiviteter i plejeboliger" rundt på byens plejecentre hele ugen.

- Vi danser zumba hver dag på skolen, og det var vi kede af at skulle undvære i denne uge, hvor vi er i praktik. Og så foreslog Helle, at vi kunne gøre det en af dagene sammen med beboerne på Villestofte. Det bliver super-sjovt! fortæller Sebastian Bach, som er en af eleverne fra Produktionshøjskolen.

FAKTA: Aktiviteter i Plejeboliger
”Aktiviteter i Plejeboliger” er en gruppe på 23 medarbejdere, der i det daglige tager rundt på byens 24 kommunale plejecentre. De kommer minimum to gange om ugen på hvert center, hvor de laver gymnastik med beboerne, spiller kort, går ture, læser højt, tager på udflugter osv. Alle aktiviteter er tilrettelagt i samarbejde med beboerne. Derudover arrangerer de forskellige ting på tværs af plejecentrene, fx en årlig musikfestival, sportsdag og herre- og damejulefrokost.

"Aktiviteter i plejeboliger" samarbejder med Odense Produktionshøjskole, bl.a. ved at have elever fra skolen i praktik. Her kan de snuse til arbejdet med ældre og eventuelt blive motiveret til at tage en social- og sundhedsuddannelse. Skolen tager også løbende imod grupper af beboere fra plejecentrene til rundvisning på skolen og en snak om produktionsmetoder i de gode gamle dage. Samarbejdet er meget givende både for unge og for ældre.

Tid og sted
Dagens zumba-session foregår kl. 14 i træningssalen på
Villestofte Plejecenter
Tyrsbjergvej 4
5210 Odense NV

Pressen er velkommen.

Yderligere information
Helle Pia Christiansen fra "Aktiviteter i plejeboliger" på tlf. 20 48 16 24