Få fingeren på Odenses puls ved kun ét klik
Den dundrende bas, der kan mærkes allerede i garderoben, når man træder ind på spillestedet Posten, den forventningsfulde summen af stemmer foran Odense Teater før en ny premiere og det festlige leben ved caféerne på Gråbrødre Plads – alt det og mange andre oplevelser bliver nu meget nemmere at få adgang til og overblik over.
Fra og med september bliver www.oplev.odense.dk borgernes digitale guide til byens tilbud, hvad enten det handler om natur, koncerter, teater eller alle de andre tilbud, Odense har at byde på.
Vind de oplevelser du elsker
Hjemmesiden markedsføres i de kommende uger på nettet og på storplakater i byen. I den forbindelse kan man deltage i en konkurrence, hvor man kan vinde oplevelser og tilbud i Odense. Man skal blot fortælle om den bedste kulturoplevelse, man har haft i Odense i løbet af sommeren. Blandt præmierne er f.eks. billetter til den totalt udsolgte Malk de Koijn koncert på Musikhuset Posten, årskort til Odense ZOO og meget andet. www.oplev.odense.dk/konkurrence
Vi giver kulturen et ansigt
Den ny hjemmeside afløser www.kultur.odense.dk, som var Odense Kommunes forrige kulturside. Den ny hjemmeside adskiller sig ved at have et bredere fokus på oplevelser. Udover kultur kan man også få inspiration til at komme ud i naturen og til Odenses byliv. Desuden er der kommet en række nye funktioner – bl.a. kortvisning af arrangementer – som sammen med et nyt design gør siden mere tidssvarende.
- Odense har et rigt kulturliv, og byen fortjener at blive oplevet i sin helhed. Men skal folk søge på flere forskellige sider, udebliver det gyldne overblik ofte. Derfor lancerer vi nu en hjemmeside, der giver folk et godt overblik og guider dem til de oplevelser de elsker, siger webredaktør Christina Mark Lassen fra Odense Kommunes Kulturafdeling.
Ligesom forgængeren, får www.oplev.odense.dk mange af sine informationer fra KultuNaut. Det sikrer, at arrangementerne er aktuelle og informationerne opdaterede – så længe arrangørerne husker at tilmelde deres arrangementer.
Udvikles løbende
Siden vil løbende blive udviklet med nye funktioner og brugervenligt design, der gør det endnu mere inspirerende og nemmere at finde de ting, man søger efter. Besøgende på siden er velkomne til at komme med idéer og forslag til forbedringer. Det kan gøres direkte på siden under ”praktisk info”. www.oplev.odense.dk/TopMenu/Praktisk-info/Kommentarer.aspx
Kontaktinformation
Webredaktør Christina Mark Lassen
Kultur, Odense Kommune
e-mail: clas@odense.dk
tlf.: 6551 2807.
Projektleder Rune Bager
Udvikling Odense
e-mail: rb@odense.dk
tlf.: 3071 8094.