Spring til indhold
Nyhed

Odense Bæredygtighedsråd sætter pris på bæredygtighed - men hvem skal have prisen?

23-06-2011
Odense Bæredygtighedspris
Prisens formål er at skabe øget opmærksomhed om bæredygtighed i Odense herunder at opfordre forskellige aktører i byen til at gennemføre bæredygtige initiativer. Kampagneperioden er fra juni 2011 frem til 1. december 2011.

- Vi vil gerne give byens aktører gode muligheder for at udvikle nye bæredygtige initiativer eller give eksisterende aktiviteter en mere bæredygtig vinkel. Derfor søsætter vi prisen allerede nu, så der kan arbejdes med emnet i det næste halve års tid, siger Borgmester og formand for Odense Bæredygtighedsråd Anker Boye.

Prisen gives til initiativer, der er gennemtænkt i forhold til de tre elementer i begrebet bæredygtighed: Sociale forhold, økonomi og miljø.
- Det kan være initiativer, hvor der er sundhed, ligestilling, frivilligt arbejde eller andre sociale emner på dagsordenen. Hvor den økonomiske profil er sund og langsigtet. Hvor der tænkes miljø, så fx CO2-udledning eller forbrug af ressourcer bliver nedbragt, siger projektleder i Odense Kommunes Bæredygtighedssekretariat Torben Jarlstrøm Clausen, der fortæller at der i det optimale projekt er tænkt på tværs af alle tre elementer af bæredygtighed.

Det er odenseanske virksomheder, organisationer, personer eller initiativer, der senest d. 1. december kan indstilles til prisen. Det er muligt at indstille både sig selv og andre kandidater.

www.odense.dk/baeredygtighedspris er der bl.a. oplysninger om, hvordan man kan arbejde med den bæredygtige dimension at et initiativ, herunder hvordan man checker, om initiativet lever op til kriterierne for at modtage prisen. Til dette formål kan kandidater downloade et Bæredygtighedsværktøj, som består af en række spørgsmål indenfor de tre elementer i begrebet bæredygtighed: Sociale forhold, økonomi og miljø. Rådets formand Anker Boye vil uddele prisen inklusiv diplom og en gave i januar 2012.

Baggrund
Et vigtigt element i Odenses Vision ”At lege er at leve” er, at Odense vil udvikle den bæredygtige og sunde by – og at Odense skal være kendt som Danmarks mest bæredygtige storby. Med Odense Bæredygtighedspris inviterer kommunen byens aktører til en fælles indsats for en bæredygtig udvikling i Odense.

Kontakt
Borgmester og formand for Odense Bæredygtighedsråd Anker Boye på tlf.  40 75 33 33.
Projektleder i Odense Kommunes Bæredygtighedssekretariat Torben Jarlstrøm Clausen på tlf. 24 59 76 56.