Spring til indhold
Nyhed

OB støtter op om udviklingshæmmedes kamp mod prostatakræft

19-04-2011

Torsdag den 21. april kl. 13 står udviklingshæmmede fra Camillagården klar til at sælge en 'special edition' af deres rå armbånd, når tilskuerne strømmer ind på TRE-FOR Park til OBs hjemmekamp mod FC Nordsjælland.

- Vi glæder os meget til at byde Camillagården velkommen på TRE-FOR Park på torsdag. Camillagården beskæftiger en gruppe fysisk og psykisk udviklingshæmmede, har hjemme i Odense, og beboerne på Camillagården har vist en imponerende evne til at gøre et stykke velgørende arbejde for at samle penge sammen til forskningen i prostatakræft. Derfor glæder det os, at vi kan hjælpe Camillagården til at få lidt større opmærksomhed om deres initiativ og samtidig give dem direkte adgang til en større gruppe af mennesker, der forhåbentlig vil støtte indsamlingen ved at købe et armbånd, udtaler OB-direktør Thomas Christensen.

Særligt OB-armbånd
OB har valgt at støtte op om Camillagårdens projekt ’Støt kuglerne’, og brugerne på Camillagården kvitterer ved at producere et særlig OB-armbånd, hvor det originale armbånds to stålkugler er skiftet ud med en blå og en hvid kugle. Overskuddet fra salget af armbåndene går til Kræftens Bekæmpelses forskning i prostatakræft.

- Initiativerne er mange blandt brugerne på Camillagården, og jeg er både glad og stolt over deres samarbejde med OB, udtaler handicaprådmand Jane Jegind (V).

Møde med idolerne
Også på Camillagården er der begejstring at spore:

- Mange af vores brugere på Camillagården er store OB-fans, så det gør det jo ekstra stort, at OB støtter op om vores projekt, udtaler afdelingsleder Christina Pawsø.

Samarbejdet med OB førte i sidste uge også til et besøg på OBs træningsanlæg i Ådalen, hvor et par af de største fans fik mulighed for at møde deres idoler. Nu står den til gengæld på hårdt arbejde, inden de torsdag skal se deres idoler i aktion. Målet er nemlig at nå at producere 2.000 armbånd inden kampen på torsdag. 












     




Onsdag i sidste uge mødte Michael Schultz og Conny Jørgensen to af deres store idoler nemlig fodboldspillerne AndersMøller Christensen og Hans Henrik Andreasen.


Salg af armbånd på Stadion

De særlige OB-armbånd bliver kun lavet i 250 eksemplarer og sælges kun på kampdagen. Armbåndene koster 75 kr. hvoraf de 40 kr. går til Kræftens Bekæmpelse.

Derud over vil der være mulighed for at købe originaludgaven af armbåndet, som koster 50 kr. Her går 20 kroner til Kræftens Bekæmpelse.

Salget finder sted torsdag den 21. april (Skærtorsdag) fra kl. 13 fra en bod ved hovedindgangen.

Fakta om ’Støt kuglerne’
- Vi skal da også gøre noget for mændene, lød det fra brugerne på Odense-værkstedet Camillagården. Det blev startskuddet på projekt ’Støt kuglerne’, hvor udviklingshæmmede står bag salget af et nyt, råt armbånd. Armbåndet sælges for 50 kroner. 30 kroner koster det at producere armbåndet. Det giver 20 kroner i overskud, som går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse til forskning i prostatakræft.

Camillagården har pt. solgt omk. 2.000 armbånd. Armbåndet kan købes i Camillagårdens butik på Peder Skramsvej 9, 5220 Odense SØ eller via hjemmesiden www.støtkuglerne.dk

Yderligere oplysninger
Christina Pawsø, afdelingsleder på Camillagården, mobil 40 13 70 45
Thomas Christensen, direktør for OB, mobil 26 23 12 81