Spring til indhold
Nyhed

Gratis citybus til odenseanerne

18-05-2011

Til september kan odenseanerne hoppe på en ny og gratis citybus i centrum. Den er et af resultaterne efter en høring af byens borgere, som også har bidraget med forslag til en ny rute i forbindelse med nedlæggelsen af servicebusserne . - Jeg er glad for de mange gode forslag, der nu bliver til konkrete tiltag, siger rådmand Jan Boye.

Tidligere på året besluttede By- og Kulturudvalget at nedlægge servicebusserne for at spare 36 mio. kroner over de næste 4 år. En del af fortjenesten ved at nedlægge servicebusserne bliver investeret i nye busliner til odenseanerne samt forbedringer af det eksisterende net. Herudover har udvalget også besluttet at oprette en ny og gratis citybusrute.

Ny busrute efter høring
Da det blev besluttet at nedlægge servicebusserne, valgte By- og Kulturudvalget at høre borgernes holdning til en citybus og komme med forslag til ændringer af busnettet.

Omkring 200 borgere har bidraget med forslag eller gjort opmærksom på problemer, der ville opstå, når servicebusserne forsvandt. Blandt andet ville beboere i Skt. Klemens og Torpegården få svært ved at komme til Dalumcentret og OUH, og beboerne i Kirkendrup ville miste forbindelsen til Tarup Center.

- Jeg er glad for de mange input, som vi har fået fra borgerne, så vi kan løse de problemer, der opstår, når servicebusserne kører i garagen. Jeg er også tilfreds med, at vi har kunnet imødekomme ønsket om en ny rute, der skal løse de problemer, som borgerne har peget på. Den fortjeneste vi får ved at nedlægge servicebusserne skal investeres i nye ruter og forbedringer af det eksisterende busnet, så borgerne ikke oplever det som et problem at tage bussen, siger rådmand Jan Boye.

Rute 11 får 4 afgange på hverdage og 3 afgange om lørdagen - se kort over strækningen, som er markeret med sort.

Gratis citybus
By- og Kulturudvalget har også besluttet at oprette en ny citybusrute.

- Citybussen kommer til at køre i en cirkel fra banegården og rundt om gågadeområdet, så det bliver lettere at komme til og fra butikkerne i centrum. Det er en rigtig god løsning for city og for byens borgere, siger rådmand Jan Boye.

Ruten vil køre hvert tiende minut og bliver gratis at benytte. Citybusruten oprettes som et 1-årigt forsøg, og herefter vil man evaluere linjeføringen, bustypen og taksten.

Ændringerne træder i kraft til september
Ændringerne træder i kraft 11. september 2011. På denne dato holder servicebusserne op med at køre, mens rute 11 og citybussen sættes i gang. Samtidig får rute 28-29, 41 og 81-82-83 nye køreplaner på grund af ændringer på disse ruter. En ny teletaxi-ordning til Birkum-området træder også i kraft på dette tidspunkt.

Resten af bybusruterne i Odense får nye køreplaner 11. december, hvor regionalbusserne og togene også skifter køreplan. Til december bliver der mulighed for ændringer på de øvrige ruter, blandt andet inspireret af de mange gode forslag som FynBus og Odense Kommune har modtaget i løbet af borgerhøringen.


Fakta om ændringer på de øvrige ruter

Rute 28 til Pårup og Villestofte
På den nordlige del af rute 29 vil hver anden bus få nummer 28 og køre til Pårup og Villestofte i stedet for Fuglebakken, så disse kvarterer stadig har busforbindelse en gang i timen, når servicebussen forsvinder.

I det forslag, der var i høring, kørte rute 28 på den sydlige del af ruten til Torpegården. Det viste sig dog, at mange beboere i området hellere ville have forbindelse til Dalum, så Torpegården bliver i stedet betjent af den tidligere nævnte nye rute. Det betyder også, at Landbrugsvej og Munkebjergvej ikke kommer til at opleve en halvering af afgangene, som det var foreslået i borgerhøringen.

Rute 41 – ændret ruteføring
Rute 41 flyttes fra Falen til Clausens Allé – Sdr. Boulevard – Heden, så den kommer tættere på Dalumvej og OUH. Dette vil også gøre det lettere at komme mellem Sanderum og Dalum, når servicebusserne nedlægges.

Bus til Hollufgård hver time
80’erne ændres, så man kan komme med bus til og fra Odense Kommunes nye genoptræningscenter på Hollufgård en gang i timen. Det betyder, at der kommer til at køre færre busser på Skibhusvej om aftenen, men her er der i øjeblikket få passagerer i forhold til antallet af afgange.

Teletaxi til Birkum
Det skal være muligt at køre med teletaxi mellem Birkum-området og bybussen i Fraugde om aftenen og i weekenden, hvor rute 161-162 ikke kører. Teletaxien vil køre 2 gange på hverdagsaftener og 4 gange på weekenddage, og man kan ringe og bestille en tur med en af disse afgange.

 

Yderligere informationer
Thomas Jaap, kontorchef i Trafik og Anlæg, By- og Kulturforvaltningen, tjaa@odense.dk, mobil:51490422