Spring til indhold
Nyhed

Forskningssamarbejde med SDU om reduktion af sygefravær

07-09-2011
Forskningssamarbejdet skal give Odense Kommune et større indblik i, hvilke initiativer til reduktion af sygefraværet, der har den største effekt.
- Vi har iværksat mange forskelligartede initiativer for at nedbringe sygefraværet i kommunen, men det er vanskeligt at få viden om, hvilke indsatser der virker, forklarer Bente Monsen, direktør i Økonomi og Organisationsudvikling.
 

Forskning skal kortlægge de effektive indsatser

Den ph.d. studerende skal undersøge, hvordan man bedst kan evaluere på de indsatser Odense Kommune iværksætter for at nedbringe medarbejdernes sygefravær og komme med konkrete bud på, hvordan denne viden kan omsættes til konkrete handlinger.
En viden som Bente Monsen forventer, vil give kommunen et langt bedre grundlag for at prioritere indsatserne. Hun siger:
- Når vi ved, hvad der har den største effekt, kan vi målrette vores tiltag og dermed skabe et bedre arbejdsmiljø på den enkelte arbejdsplads.
 
Professor ved Institut for Statskundskab på SDU Peter Dahler-Larsen anser evalueringsområdet som et oplagt samarbejdsfelt mellem kommunen og universitet.
 
- At få viden om, hvad der virker, kræver systematisk evaluering. I det opslåede projekt er udfordringen at komme så langt som muligt i forholdt til at se på kommunens evne til selv at organisere og opsamle viden om, hvilke indsatser der virker.
Samarbejdet med Odense Kommune er kommet i stand i foråret og nu opslås stillingen. Peter Dahler-Larsen glæder sig til samarbejdet:
- Den studerende får en enestående chance for at kombinere forskning med praktisk relevans, siger han.
 

Lavere sygefravær kommer borgerne til gavn

Når flere medarbejdere er på arbejde er arbejdspresset på den enkelte mindre. - Det sikrer i sidste ende borgerne en bedre service, når der er flere medarbejdere på arbejde til at varetage opgaverne.
 

Sygefraværet skal ned med 5 dage pr. medarbejder

Budgetforslaget for 2012, der netop nu bliver forhandlet på plads af byrådet, lægger op til en besparelse på 175 millioner kroner ved at reducere sygefraværet i kommunen med fem dage pr. medarbejder om året. Samarbejdsaftalen med SDU, der dog blev indgået før budgetforslaget, støtter dermed godt op om denne indsats.
 
- Der skal skrues op for de indsatser, der har en dokumenteret positiv effekt på udviklingen af sygefraværet for at opnå et yderligere fald i fraværet, fastslår Bente Monsen.
 
Den ph.d. studerende ansættes på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet. Odense Kommune finansierer halvdelen af ph.d. ansættelsen.

Stillingen som ph.d. studerende er opslået ved SDU, se opslaget 
 

For mere information:

Om forskningen og ph.d. stillingens indhold kontakt: Peter Dahler-Larsen, Professor ved Institut for Statskundskab:
pdl@odense.dk
Telefon: 65503276

Om Odense Kommunes gevinster ved samarbejdet og budgetforslaget for 2012 kontakt: Bente Monsen, Direktør for Økonomi og Organisationsudvikling:
bemo@odense.dk
Telefon: 51540839
 
Om indsatser i forhold til reduktion af sygefraværet i Odense Kommune kontakt: Steffen Mark Jensen, Chef for Organisation,
sbg@odense.dk
Telefon: 65511340