Spring til indhold
Nyhed

Tyve elever kan få kontoruddannelse i kommunen

14-02-2011

Odense Kommune rekrutterer igen i år et stort antal kontorelever. En uddannelse der hvert år tiltrækker rigtig mange ansøgere. På torsdag inviterer Odense Kommune interesserede unge til informationsmøde på rådhuset.


Nuværende elever giver indblik i den kommunale virkelighed

Sammen med elevkoordinatorerne vil 1. og 2. års elever fortælle om, deres arbejdsdag i kommunen.

- Vi overlader i høj grad ordet til vores nuværende elever, da det giver det bedste billede af, hvordan det er at være ansat som kontorelev i Odense Kommune. Vi glæder os rigtig meget til at hilse på de nye ansøgere, siger Pia Hoffmann, der er Uddannelsesansvarlig for alle erhvervseleverne.


Det har overgået mine forventninger

Efter den første periode som elev i Odense Kommune er Sune Juul Hansen klar med sin konklusion. Uddannelsen har indtil nu ikke bare matchet hans høje forventninger. Den har overgået dem med godt kollegaskab, ansvar og alsidige opgaver.

- Det handler meget om det menneskelige, og om at jeg er landet et sted, hvor der er en positiv indstilling og hvor kollegerne gerne vil lære fra sig. Samtidig har alle eleverne på mit hold det godt sammen, fortæller Sune Juul Hansen, der gerne vil have det maksimale ud af sin uddannelse i Odense Kommune.

- Jeg vil gerne lære det hele, og det skal de andre lære mig. De har den viden, jeg skal bruge. Samtidig er min oplæringsansvarlige Thu, som jeg deler kontor med, kanon og god til at lære fra sig. Hun lægger en masse ansvar over på mig.

Sune Juul Hansen er første års elev i Ældre- og Handicapforvaltningen. Du kan møde ham og andre elever til informationsmødet på rådhuset.


Fakta:

www.odense.dk/kontorelev fortæller kontorelever om deres hverdag og Odense Kommune oplyser om selve uddannelsen.

Informationsmødet finder sted torsdag den 17. februar kl. 16 på Odense Rådhus lokale 224. Alle interesserede kan bare møde op.


Kontakt:

Pia Hoffmann, Uddannelsesansvarlig, Servicecenteret. Telefon: 65511371 E-mail: pih@odense.dk