Spring til indhold
Nyhed

Odense byder op til dans

23-04-2011
Det er tid til at kridte danseskoene, når Dansens Dag 2011 rammer Odense fredag den 29. april. Rundt omkring i byen bliver der budt op til dans og der er noget for enhver smag og rytmesans, når lokale danseforeninger og professionelle kompagnier danser for og viser, hvad de kan.



I Farvergården og i Vestergade ved Café Cuckoo’s Nest viser danseforeningerne hvad de kan. Du kan både blive forført af en tango eller få luftet cowboyhatten til linedance. Der er også mulighed for at opleve de fynske folkedansere.

I Brandts Passage inviterer Det Fynske Ballet Akademi indenfor til forestillinger for både børn og voksne og Froggys Café afholder Swingin’ Friday Night med masser af swingmusik- og dans.

Ingrid Kristensens danseteater, har denne dag premiere på forestillingen ”El Eco del Carlita”. Det foregår kl. 15 på Flakhaven i forbindelse med Forskningens Døgn, som løber af stabelen samtidig.

Som noget nyt i år afsluttes Dansens Dag med en stor forestilling og en dansefest. På Magasinet kan man kl. 20 opleve det europæiske kompagni [WEGO], som opfører forestillingen ”Completely Simultaneously”. Forestillingen er gratis og når forestillingen er slut spiller Mette U Band op til dans og forvandler Magasinet til en stor dansefest. Der er fri adgang til festen.
Læs mere om [WEGO] på www.wego.dk

[WEGO] starter på SDU, hvor de torsdag den 28. afholder en workshop i moderne dans og musik. Workshoppen afholdes for studerende på SDU og dansere fra U-kompagniet.
Hvert år laves der en Dansens Dag dans og i år er ingen undtagelse. Dansebussen med dygtige instruktører fra Dansens Hus i København har været på tur gennem hele landet. I Odense har den i starten af april besøgt både Agedrup Skole og Munkebjergskolen, hvor eleverne har lært at danse Dansens Dag-dansen. De to ansvarlige på skolerne har givet meget positive tilbagemeldinger. Dansens Dag-dansen danses i Vestergade på scenen ud for Café Cuckoo’s Nest kl. 16.00 under kyndig instruktion af en leder fra OASK.

Rundt om i byen er der også masser af dans og det er når du mindst venter det! U-kompagniet for moderne dans v. Tine Damborg, samt Mini-U og U-kompagniets udbryder-gruppe ”DanseBand” opfører forestillinger og improvisationer på udvalgte steder i bymidten. Så vær som bymidtegæst forberedt på, at der pludseligt kan blive danset foran dig og hold godt øje med, om du selv ender som intetanende medvirkende i en performance...

- Odense er med til at fejre dansen som kunstform og jeg synes, vi har et rigtig flot program i år. Dans kan forene folk på tværs af grænser og med et fælles sprog skabe læring og forståelse samtidig med, at det er både sjovt og sundt at danse, siger rådmand Jan Boye, By- og Kulturforvaltningen.

Dansens Dag er en del af det nationale Dansens Dage og arrangeres i samarbejde med bl.a. lokale danseforeninger og Dansens Hus, som er en selvejende institution under Kulturministeriet: www.dansenshus.dk


Det samlede program for dagen kan ses på www.kultur.odense.dk


Vedhæftet: 
PDF m. samlet program for Dansens Dag i Odense
Foto af dansekompagniet WEGO


Dansens Dag arrangeres i samarbejde med Dansens Hus, Nordea Fonden, Odense Cityforening og U-kompagniet


Kontakt:
Kulturkonsulent
Jette Flinch Nyrop
Tlf: 65 51 28 04
Mobil: 24 62 83 50 (På dagen)