Spring til indhold
Nyhed

Bredere sejlrende giver arbejdspladser på Lindø Industripark

16-02-2011

Odense Havn udvider sejlløbet på Odense Fjord til 150 meter. Entreprisen går i gang allerede i næste uge og forventes at være færdig til april.

Udvidelsen giver bl. a. mulighed for at sejle olieboreplatforme ind til Fayard. Virksomheden flyttede ind på det gamle Lindø værft ved årets begyndelse, men har været nødsaget til at benytte Esbjerg og Hirtshals havne indtil bundbreddeudvidelsen er gennemført.
Når sejlløbet til Odense Havneterminal og Fayard er udvidet til 150 meter i 7,5 meters dybde er området nærmest ideelt til sådanne reparationer på grund af den beskyttede beliggenhed.

- Med andre ord giver udvidelsen af sejlløbet flere arbejdspladser til Odense. Derfor er det en rigtig god beslutning, både for udviklingen af området og for hele byen, siger Anker Boye.



Klar til april

Egentlig fik Odense Havn tilladelse til at udvide sejlløbet allerede i november. Men efter en indsigelse fra en bierhvervsfisker i området har udvidelsen været sat i stå, mens Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen.

I fredags kom Nævnets afgørelse, og den tilbageviser klagen. Den oprindelige tilladelse står ved magt, og allerede i næste uge går en tysk virksomhed fra Hamburg i gang med at udvide sejlløbet.

I november nåede Odense Havn at udbyde opgaven, og MÖBIUS, som uddybningsfirmaet hedder, gav det billigste tilbud.

Den hurtige behandling af sagen er resultatet af en ekstraordinær indsats af Natur- og Miljøklagenævnet godt hjulpet på vej af borgmestrene i Odense og Kerteminde kommuner, hvor sagen har haft topprioritet.

Undervejs i forløbet har der været meget kontante og klare udmeldinger fra de to borgmestre med hensyn til vigtigheden af en hurtig afgørelse.


- En udvidelse af den art skal foregå i vinterhalvåret, hvor det påvirker dyre- og plantelivet mindst muligt. Så vi regner med, at udvidelsen er gennemført allerede 1. april på trods af, at vi har måttet vente på godkendelse, siger direktør for Odense Havn, Carsten Aa.



Fakta:

  • Sejlløbet er i dag 60 meter bredt i 11 meters dybde. I 7,5 meters dybde er bredden 120 meter, og det er her, der skal udvides til 150 meter.
  • I november var opgaven i udbud. Den blev vundet af uddybningsfirmaet Josef Möbius, som har base i Hamburg.
  • Firmaet har et godt ry, og var blandt andet med til at lave en helt speciel udvidelse af flyproduktionsfaciliteterne ud i Elben inde midt i Hamburg.