Spring til indhold
Nyhed

Frivillige besøgshunde på byens plejecentre

18-03-2011

- Jeg er utrolig glad for, at vi nu kan tilbyde beboerne på fem af vores plejecentre glæden ved at være i jævnlig kontakt med et kæledyr, udtaler ældrerådmand Jane Jegind (V), der håber, at samarbejdet ikke alene vil skabe glæde på de fem plejecentre, men også med tiden kan udvides, så beboerne på alle kommunens plejecentre får en besøgshund.


Glade minder

De fem hunde bliver tilknyttet hver deres plejecenter. Her vil de komme på besøg hver uge – i følgeskab med deres ejer. Ældre Sagen glæder sig over at kunne være med til at give beboerne en anderledes og livsbekræftende oplevelse:


- Vi er glade for, at vi nu også kan tilbyde en besøgshund. Jeg er sikker på, at hundene vil bringe lykke, og at de vil kunne genopfriske glade minder hos mange af beboerne, fortæller Kathrine Sørensen, der er formand for Ældre Sagen i Odense.

Vinnie Skovkjær, der er daglig leder for Aktiviteter i Plejeboliger, supplerer:


- Vi har længe gerne villet have besøgshunde som et supplement til vores aktiviteter. Vores håb er, at hundene også kan blive en indgang til nogle af de beboere, som ellers ikke deltager så meget i vores aktiviteter.

Frivillige på plejecentrene

Samarbejdet om besøgshundene er blot et blandt flere samarbejder mellem Odense Kommune og byens frivillige sociale foreninger. Derud over har Odense Kommune tilknyttet ca. 150 frivillige til kommunens plejecentre.


Yderligere oplysninger

Rådmand Jane Jegind, 20 91 10 31

Kathrine Sørensen, formand for Ældre Sagen, 20 52 78 02

Vinnie Skovkjær, daglig leder for Aktiviteter i Plejeboliger, 22 49 33 02