Assistenskirkegården fejrer 200 års jubilæum
Mandag den 16. maj kan Assistenskirkegården i Odense fejre 200 års jubilæum. Begivenheden bliver markeret med et arrangement for inviterede og et gratis aftenarrangement for alle, der har lyst til at være med.
Assistenskirkegården i Odense kan den 16. maj fejre 200 års jubilæum. Dagen markeres på festlig vis med et arrangement for særligt indbudte, hvor bl.a. en ny bog om kirkegårdens historie vil blive lanceret. Bogen kan efterfølgende købes på Kirkegårdskontoret eller Stadsarkivet.
Herudover er der afsløring af et nyt kunstværk på kirkegården af billedkunstner Pia Irming.
Byens borgere er også inviteret med til at fejre den gamle kirkegård, når der fra kl. 19 er gratis guidede rundvisninger på området. Rundviserne vil fortælle om kirkegårdens historie fra 1811 til i dag. Der vil under rundvisningerne også være forskellige overraskende indslag i form af dans, skuespil og Tai Chi.
- Assistenskirkegården er et spændende område i vores by. Det er ikke blot en kirkegård for mange trosretninger, men også et af de største grønne områder i byen. Det er en oase, hvor man kan finde ro, tid til refleksion, opleve byens historie og nyde et rigt fugle- og dyreliv. Jeg håber, at vi med fejringen kan give byens borgere et mere alsidigt billede af kirkegården, som kan inspirere dem til at besøge Assistenskirkegården igen, siger rådmand Jan Boye.
Gratis rundvisninger på Assistenskirkegården
Mødested: Kapellet, Heden 5 kl. 19.00
Guiderne på turene fortæller om Assistenskirkegårdens historie fra 1811 til i dag. Undervejs er der indlagt små events som sang, skuespil, rap, dans osv.
Turene sluttes ved Det gamle kapel på Asssistenskirkegården.
Yderligere informationer
Kontorchef Lene Holm, Park og Natur, By- og Kulturforvaltningen, e-mail: leho@odense.dk, mobil: 24466146