Spring til indhold
Nyhed

Koncert med Yazmin og BadBrya i Vollsmose Kulturhus

26-02-2010


 

Oplev sjælfuld Soul & R’n’B fra København med Yazmin og rå pige-rap fra Amsterdam med BadBrya i Vollsmose Kulturhus for kun 25 kroner 14. marts.


Der bliver tryk på, når Vollsmose Kulturhus slår dørene op for publikum til en forrygende dobbeltkoncert med de to prominente unge kvindelige muslimske sangerinder, Yazmin og BadBrya.


Koncerten løber af stabelen søndag den 14. marts 2010 kl. 12-15
Vollsmose Kulturhus


Yazmin - klik og åben foto som PDFBegge sangerinder er medlemmer af det internationalt anerkendte kvindelige muslimske musikkollektiv Tavse Stemmer, eller Missing Voices, som de kalder sig på engelsk, der gav en velbesøgt koncert i Vollsmose Kulturhus i januar i år. De to fremadstormende sangerinder har desuden til dels fælles berøringsflader, idet Yazmin har en dansk mor og en marokkansk far og er født og opvokset i Københavns-området, mens BadBrya er fuldblods marokkaner, og er født og opvokset i Amsterdam.


Både Yazmin og BadBrya er up-and-coming inden for hver deres musikalske felt, og især BadBrya, der primært begår sig på engelsk, har markeret sig internationalt med turnéer i flere dele af verden. For eksempel har hun optrådt i Asien, i Afrika og i næsten hele Europa.

BadBrya - klik og se hele fotoet i stort formatBadBrya, der er 27 år gammel, er ikke ukendt for det fynske publikum, for hun gav nemlig sine syv første, vellykkede koncerter i Danmark sidste år. Her rundede hun blandt andet Magasinet i Odense i marts måned, hvor hun tog kegler med sin rå rap, fremragende tekster og sit pågående og udadvendte sceneshow.

Yazmin, som lige har rundet de 20 somre, synger både på dansk og på engelsk, når hun formidler sine fine tekster via sin delvist orientalsk inspirerede, sjælfulde Soul og R ’n’ B-musik. Yazmin blev kendt i hele Danmark, da hun optrådte i TV-programmet TV2 AllStars. I England har man også fået såvel ører som øjne op for Yazmin, der som en del af Missing Voices blandt andet har givet koncerter i London og i Birmingham.


Også Yazmin har gæstet Odense tidligere, idet hun for eksempel gav koncert i Vollsmose Kulturhus i august 2009.

Begge sangerinder har været i pladestudiet. Yazmins første single ”When We Believe” så dagens lys i 2006, mens en opdateret version udkom sidste år. Yazmin har endvidere medvirket på flere andre udgivelser med kunstnere som Per Vers og Zaki. Yazmin arbejder på af få sin første fuldlængde-cd færdiggjort.

BadBryas første og velrenomerede album ”Voicemail” så dagens lys i efteråret 2007, og også hun har samarbejdet med andre kunstnere. Desuden kan Yazmin og BadBrya høres på den kritiker-roste Missing Voices-cd ”Women of the World” fra 2009, der for eksempel fik fire ud af seks stjerner i det danske musiktidsskrift GAFFA.


Ved koncerten i Vollsmose Kulturhus vil Yazmin lægge ud med sin fyldige, bløde stemme, der smyger sig om publikum, når hun giver sig i kast med sine sødmefyldte Soul og R ’n’ B-numre af egen tilvirkning. Yazmin medbringer endvidere tre garvede, vidtspændende dansere, der har vundet flere mesterskaber inden for deres gebet.


Dernæst kommer BadBrya på scenen med egne numre og sin rå pige-rap, der blandt andet er inspireret af amerikansk hip hop, reggae og orientalsk musik. Endelig går Yazmin og BadBrya sammen og leverer et nummer, og afslutningsvis går de to sangerinder i dialog med publikum, der nok har et par spørgsmål at stille til de to meget forskellige sangerinder, der dog på flere fronter har fælles kunstneriske referencerammer.


Vil man lave interviews med Yazmin og/eller BadBrya kan disse kontaktes på flg. telefonnumre:

Yazmin: 0045 2752 0196. BadBrya: 0031 643622382.



Kontaktperson:


Peter Widmer
Kommunikations- og kulturmedarbejder
Vollsmose Kulturhus
Vollsmose Allé 14, postboks 48
5240 Odense NØ

Tlf.: Direkte: 6375 0882
Mail to: pawi@odense.dk