Spring til indhold
Nyhed

Webløsning skal spare tid for kommunen og privat aktør

02-09-2010

Takket være ny webløsning går Odense Kommune nu nye veje i samarbejdet med privat aktør. Det private firma Better Place og Odense Kommune afprøver fra september 2010 et nyt extranet for at finde frem til den mest optimale infrastruktur på elbilområdet. Løsningen skal bidrage til at spare tid og optimere processen.

 

13. november 2009 indgik Better Place og Odense Kommune samarbejdsaftale om udvikling og opstilling af ladestandere til elbiler. Samarbejdet er nu nået til det punkt, hvor der skal findes frem til en optimal infrastruktur på elbilområdet for at fremme brugen af elbiler.

Samarbejdet foregår som noget helt nyt via et extranet, udviklet af Better Place. Ekstranettet er en webløsning, hvor parterne kan udveksle data, informationer og idéer og er et supplement til den personlige kontakt og dialog. Løsningen skal bidrage til at spare tid og optimere processen.

Extranettet skal senere bruges af flere af Better Places' samarbejdspartnere, men i første omgang bliver samarbejdsformen testet på Odense Kommunes medarbejdere.

- Vi er altid friske på at prøve noget nyt i Odense, så vi har fra starten være med på at afprøve denne nye samarbejdsform, siger rådmand Jan Boye. Jeg er sikker på, at både vi og Better Place vil opleve et endnu bedre og mere smidigt samarbejde, og at formen kan give inspiration til andre samarbejder. Især i disse tider er det jo godt, hvis vi kan finde løsninger, der sparer os for tid og samtidig sikrer en god proces, slutter Jan Boye.

Odense Kommune og Better Place har den 26. august 2010 afholdt første møde, og det er planen, at der inden for det næste halve år skal placeres flere ladestandere i det offentlige rum.

Kontakt:

Søren Ravn-Nielsen, kontorchef i Energi- og Vedligehold, Odense Kommune, telefon : 2459 7649, e-mail : srani@odense.dk.