Spring til indhold
Nyhed

Flere unge mellem 15 og 17 år skal tage en ungdomsuddannelse

12-05-2010

Styrket samarbejde mellem jobcenter og uddannelsesvejledning skal sikre, at flere unge mellem 15 og 17 år tager en uddannelse efter folkeskolen


”Vi har ikke råd til at tabe en hel generation af unge på gulvet. Ligesom i 80´erne er ungdomsarbejdsløshed et begreb, vi igen er nødt til at forholde os til. Uddannelse til alle unge er derfor vigtigere end nogensinde før. Derfor skal vi sørge for at få etableret et konstruktivt samarbejde mellem de parter, der bedst kan hjælpe de unge, der dropper ud af folkeskolen og bliver passive!”


Sådan lyder udmeldingen fra to af Odenses rådmænd, Stina Willumsen, børne- ungeområdet og Peter Rahbæk Juel, social- og arbejdsmarkedsområdet. Seneste initiativ til at sikre, at flere unge kommer i uddannelse, er et styrket samarbejde mellem jobcenter og uddannelsesvejledning.


Med et styrket samarbejde forventer Stina Willumsen og Peter Rahbæk Juel at kunne nedbringe antallet af unge mellem 15 og 17 år i Odense, som ikke kommer i gang med en erhvervs- eller ungdomsuddannelse efter folkeskolen. I dag er der tale om ca. 20 procent af de unge i Odense mellem 15 og 17 år, som ikke får en erhvervs- eller ungdomsuddannelse.


Klare mål for nyt samarbejde

Det styrkede samarbejde mellem børne- ungeområdet og arbejdsmarkedsområdet skal kombinere kommunens uddannelsesvejlednings kendskab til de unge med Jobcenter Odenses brede kendskab til arbejdsmarkedet. Initiativet er målrettet unge i Odense mellem 15 og 17 år, som ikke får en uddannelse.


Og målene er helt klare. Der skal i Odense være:

  • Flere 15-17-årige der påbegynder uddannelse
  • Flere 15-17-årige der genoptager uddannelse
  • Færre 17-årige der starter på kontanthjælp

”Det er væsentligt at gøre noget aktivt for at få de helt unge mellem 15 og 17 tilbage på rette spor, hvis de dropper ud af skolen eller ikke kommer i gang med en ungdomsuddannelse. Vi skal undgå, at de kommer ind i en uheldig løbebane med manglende færdigheder, passivitet og i værste fald at de bliver isolerede fra et socialt liv med andre unge”, siger Børn- og Ungerådmand Stina Willumsen.


Peter Rahbæk Juel, Social- og Arbejdsmarkedsrådmand, supplerer:


”Vi ved, at lange perioder med lediggang hos de helt unge har en decideret negativ effekt på dem i forhold til arbejdsmarkedet. Vi skal derfor have fat i dem tidligt og sørge for, at de ikke starter et liv på kontanthjælp, når de fylder 18 år. Vi skal vise dem, at forudsætningen for det gode arbejde er at gennemføre en uddannelse. Samtidig skal vi også sikre, at de unge, der ikke umiddelbart kan tage en uddannelse, hjælpes videre på vej mod selvforsørgelse eksempelvis via praktikker eller ufaglærte job.”


Praktikker og fritidsjobs

Samarbejdet skal i den kommende tid skræddersy løsninger, der kan nå de unge mellem 15 og 17 år. Der vil blandt andet være fokus på at udvikle arbejdsmarkedsrettede indsatser, finde praktikker og fritidsjob og hjælpe de unge videre i uddannelsessystemet.


Yderligere oplysninger

Peter Rahbæk Juel, Social- og Arbejdsmarkedsrådmand, tlf. 30 51 31 15

Stina Willumsen, Børn- og Ungerådmand, tlf. 26 21 98 10