Spring til indhold
Nyhed

Unge udstiller kunst på Odense Rådhus

10-03-2010

For 5 år i træk afholder ungdomsskolerne i Odense Kommune ”De unges forårsudstilling”, hvor unge fra hele byen udstiller deres kunst. Udvalgte værker vil også komme med på udstillingen ”Ungdommens Vårsalong” på Københavns Rådhus senere på foråret.


Torsdag den 11. marts åbner Børn- og Ungerådmand Stina Willumsen udstillingen på Odense Rådhus, der løber frem til den 16. marts 2010. Året tema er ”Det drømmer jeg om” og alle unge mellem 13 og 19 år har kunnet indlevere værker. I årets udstilling er der både tegninger, akvareller, oliemalerier, fotos, grafik og skulpturer. I år er der indleveret over 260 værker.


Gennem de senere år har udstillingen vokset sig større og større. Mange skoler, gymnasier, specialskoler og klubber tilrettelægger nu deres undervisning/aktiviteter i forhold til udstillingen.

Formålet med at afvikle en lokal udstilling er, at give alle unge med sans for kunstnerisk udtryk mulighed for at udstille deres kunst i deres egen by hvor alle har mulighed for at være med - uden censurering. Den mere professionelle synsvinkel kommer på banen fredag den 12. marts, hvor kunstværkerne bliver vurderet af 3 professionelle kunstnere, hvorefter udvalgte kunstværker bliver genudstillet på udstillingen “Ungdommens Vårsalong”.


”Ungdommens Vårsalong” startede som et samarbejde for 10 år siden mellem Københavns Kommunes Ungdomsskole og skoler i Malmø, og navnet stammer fra den første udstilling, som blev afholdt i Malmø.


Udstillingen i Odense Rådhushal er åben for alle og kan besøges fra den 11. til den 16. marts.


Torsdag d. 11. marts kl. 15.30-17.30 (fernisering og åbning v/ rådmand Stina Willumsen)

Fredag d. 12. marts kl. 9-15

Lørdag d. 13. marts kl. 10-14

Mandag d. 15. marts kl. 9.30-15.30 og

Tirsdag d. 16. marts kl. 9-11


Kontakt for yderligere oplysninger:

  • Eddie Mochia, Dalum Ungdomsskole, tlf. 28 57 79 48
  • Erik Ravn Nielsen, Dalum Ungdomsskole, tlf. 21 26 2162