Spring til indhold
Nyhed

Odense holder fokus på trafiksikkerhed

10-02-2010

Odense holder fokus på trafiksikkerhed

I Odense Kommune vil man gerne gøre en ekstra indsats for trafiksikkerheden og forpligter sig derfor til et europæisk samarbejde. Den 8. februar 2010 deltog Odense Kommune sammen med 52 andre danske virksomheder i en officiel underskriftsseance i Europa-Huset i København

I 2004 startede Europa-Kommissionen gennem Generaldirektoratet for Energi- og Transport et vigtigt initiativ: Det Europæiske Charter om Trafiksikkerhed. Her kan private og offentlige virksomheder forpligte sig til konkrete initiativer, der forbedrer trafiksikkerheden inden for deres område. I år melder Odense sig ind i samarbejdet og har udvalgt to initiativer til fremme for trafiksikkerhed.


Når vi skriver under på Det Europæiske Charter om Trafiksikkerhed, forpligter vi os til at blive ved med at holde fokus på trafiksikkerheden lokalt i Odense. Vi har gennem mange år arbejdet stabilt med at fremme sikkerheden på vejene for både cyklister, fodgængere og bilister, og vi prioriterer trafiksikkerheden højt i Odense, siger rådmand for By- og Kulturforvaltningen Jan Boye.

Underskrivelsen betyder, at Odense Kommune skal arbejde med 2 udvalgte projekter de følgende 3 år.


Det ene projekt er trafiksikkerhedskampagnen Safe Days, som er en kampagne målrettet de 14 til 16 årige. Kampagnen er udviklet af Odense Kommune for at opfordre de unge til at bruge cykel- og knallerthjelm. Kampagnen benytter sig af masser af humor for at fange målgruppen, og så tager den fat i de problemstillinger, der gør, at unge fravælger hjelmen. En af grundene til, at de unge fravælger hjelmen, er, fordi den ødelægger frisuren og giver dem "hjelmgarn". Derfor giver kampagnen dem tips til at sætte håret, når frisuren er blevet trykket flad af en hjelm.


Det andet projekt drejer sig om indførelsen af teknologien See-mi, som kan nedsætte antallet af højresvingsulykker. See-mi er en teknologi, som muliggør kommunikation mellem lastbiler, cykler og lyssignaler i farlige kryds. Når en cykel nærmer sig et kryds, sendes et signal fra cyklen til en modtager, installeret på lyssignalet i krydset. Signalet fra cyklen kommer fra en elektronisk chip. Chippen aktiverer et specialdesignet lyssignal, som advarer en svingende bilist om at være ekstra opmærksom.


Yderligere oplysninger om Det Europæiske Charter om Trafiksikkerhed kan fås på www.erscharter.eu/


For yderligere information kontakt Tina Møller Nielsen, Projektleder, på tmn@odense.dk