Spring til indhold
Nyhed

Tavse Stemmer

07-01-2010

Kom til unik koncert med den muslimske kvindegruppe Tavse Stemmer i Vollsmose Kulturhus for kun 15 kr.

Der venter publikum en helt speciel musikalsk oplevelse, når den internationalt anerkendte muslimske kvindegruppe Tavse Stemmer giver koncert i Vollsmose Kulturhus søndag den 17. januar 2010.

Tavse Stemmer giver to koncerter søndag den 17. januar i Vollsmose Kulturhus. Den første koncert finder sted kl. 12:30 – 14:30 og er kun for kvinder. Den anden koncert, der er for alle, løber af stabelen kl. 19:00 – 21:00 samme sted, og entréen til hver koncert er kun 15 kroner.

Tavse Stemmer - eller Missing Voices som de kalder sig på engelsk – har base i Københavns-området og består for tiden af ni musikere, sangere, dansere med mere. Tavse Stemmer tæller blandt andre Yazmin, der blev landskendt via TV2 All Stars. Kvinderne, der kommer fra flere forskellige steder i verden, mødtes på Womex – World Music Expo – i København i 2007, og året efter blev Tavse Stemmer dannet.

Det, der binder kvinderne sammen, er blandt andet opfattelsen af, at der mangler muligheder for kvindelige muslimske musikere, men det gør Tavse Stemmer så noget ved – og med stor succes.

Således har Tavse Stemmer givet adskillige velbesøgte koncerter med deres helt egen udgave af verdensmusik med et feminint udtryk.

Tavse Stemmer fik deres første cd, ”Women of the World,” på gaden den 16. oktober sidste år.

I Vollsmose Kulturhus kan man ved den første koncert med Tavse Stemmer – kun for kvinder - for eksempel opleve den iranske danser og musiker Shohreh. Hun spiller daf, den traditionelle iranske ramme-tromme, med back track og så danser hun også. Shohreh har ord for at være en intens, dramatisk og unik oplevelse.

Hertil kommer Mizgin, der er en tyrkisk/kurdisk saz-spiller og sanger med en stor stemme. Mizgin spiller traditionel musik. Endelig kommer den arabiske percussionist Simona på banen. Hun spiller til back track, og ingen sidder stille når Simona anslår rytmen.

Ved den anden koncert med Tavse Stemmer, der er for alle interesserede, kan man også opleve Simona, der er født i Tyskland af palæstinensiske forældre. Hun er kvinde for at sit publikum op af stolene. Simona spiller især darbuka, der er en arabisk vaseformet tromme.

Ligeledes kommer Mizgin med band på scenen, og ved denne koncert bliver hun akkompagneret af to herrer på henholdsvis sax og tablas.

Der er lagt op til nogle intense og unikke musikalske oplevelser, når Tavse Stemmer gæster Vollsmose Kulturhus den 17. januar 2010.


Kontaktperson:


Peter Widmer
Tlf.: Direkte: 6375 0882
Mail to: pawi@odense.dk