Spring til indhold
Nyhed

Stor talentmasse samlet på Midtfyn

20-01-2010
Når de 15 deltagere i talentudviklingsprogrammet Fynske Talenter i morgen går ind på Tøystrup Gods ved Ringe, tager de samtidig et stort personligt skridt. De træder frem i lyset, så der kommer fokus på deres helt unikke kompetencer – og gennem det næste halvandet år får de mulighed for at udvikle det udefinérbare, der kaldes talent.

Programmet består af ti to-dages kurser, hvor det første bliver afviklet i morgen og på torsdag. Første underviser er Nicolai Moltke-Leth, der er sociolog og tidligere jægersoldat. I løbet af dagen vil han give deltagerne noget at tænke over, og gennem øvelser vil han sikre, at der etableres en optimal holdidentitet og læringskultur fra dag et.

Kurset adskiller sig fra andre talentudviklingsprogrammer ved, at der er benhård fokus på de personlige kompetencer og ikke de faglige. Målet er at få deltagerne til at performe endnu bedre i organisationer og individuelt. Derfor kræves der heller ikke nogen eksamenspapirer for at deltage, men udelukkende talent og den rette indstilling.

Udvikling og netværk er vigtigt
Og det har de 15 deltagere fra fynske virksomheder eller organisationer. Holdet består af specialister eller lederaspiranter, der alle har vist vilje og evne til at gå forrest, stille de kritiske spørgsmål eller påvirke dagligdagens beslutningsprocesser. Gennem Fynske

Talenter får deltagerne, ud over et unikt netværk, en individuel udviklingsplan og en mentor tilknyttet i den virksomhed eller organisation, hvor de arbejder.

Baggrunden for at sætte et udviklingsprogram for talenter i værk er primært at holde talentmassen på Fyn ved at give de enkelte udviklingsmuligheder og netværk.

Gevinsten ved talentudvikling er, ifølge projektleder Andreas Kjeldsen fra Erhvervsservice, mere udviklingsorienterede, dynamiske og ambitiøse arbejdspladser, hvor det er sjovt at være ansat. Og derudover bidrager virksomheden eller organisationen til en styrkelse af den fynske velstand og velfærd. - Og det er vigtigt – ikke mindst i krisetider, siger han.

Den fynske virksomhed Aloc, der udvikler software til det finansielle marked, har valgt at sende tre medarbejdere gennem Fynske Talenter. HR-chef Anette Asmussen fortæller, at det i sidste ende skal komme kunderne til gode, at virksomheden har fokus på helstøbte medarbejdere. Den faglige og personlige udvikling hænger nemlig sammen, når det gælder anvendt viden.

- Vi baserer i høj grad vores virksomhed på medarbejdernes høje vidensniveau, og vi vil med det her samarbejde også styrke talenternes evne til at omstille sig i en turbulent verden, få inspiration og samtidig løfte den faglige og personlige overligger, siger hun.

Fynske talenter vil have opstart af nye hold én gang årligt. Talentudvikliklingsprogrammet er sat i værk af Udviklingsforum Odense – Partnerskab for Vækst Fyn.

Mere info: Projektleder Andreas Kjeldsen tlf.: 4041 4083, akje@odense.dk
Aloc: Anette Asmussen tlf.: 6313 6110, anettea@aloc.dk