Specialdesignede buslæskærme til Odense
I januar 2010 indgik Odense Kommune en ny kontrakt på byudstyr med AFA JCDecaux. De har siden 1991 stillet bl.a. buslæskærme og affaldskurve til rådighed for kommunen. Den nye aftale løber over de næste 15 år og omfatter bl.a. montering af 200 nye, specialdesignede buslæskærme, 200 affaldskurve og 210 bycykler - samt ikke mindst rengøring og vedligeholdelse af disse.
Buslæskærmen er designet specielt til Odense af Skandinaviens største designvirksomhed, Designit, og udmærker sig bl.a. ved at have en integreret stoppestedstander og ved at have et let og meget transparent udtryk. Taget kan udsmykkes der, hvor der er brug for at skærme for solen.
-Vi har et godt samarbejde med AFA JCDecaux, og de har igen leveret et flot produkt, som vil gøre stor nytte i vores by, siger rådmand Jan Boye. Læskærmene er på en og samme tid diskrete og elegante, hvilket gør det nemt for os at integrere dem i bybilledet.
Med de 200 buslæskærme mere end fordobler Odense antallet af AFA JCDecauxs læskærme i byen. Opsætningen påbegyndes nu og forventes at være færdig i begyndelsen af 2011.
Indvielsen
Rådmand Jan Boye indvier den første læskærm den 24. august kl. 13.30 på Benediktes Plads, hvor AFA JCDecaux byder på en lille forfriskning.
Ved samme lejlighed vil Jan Boye afsløre en ny Odenseplakat udformet af den kendte kunstner Per Arnoldi. Plakaten er en gave fra AFA JCDecaux og vil fra tid til anden optræde på plakatpladserne i Odense.
Pressen er velkommen.
Fakta:
Byudstyret er reklamefinasieret og stilles til rådighed af AFA JCDecaux, som Odense Kommune har kontrakt med frem til 2025.
Byudstyret består bl.a. af specialdesignede buslæskærme, automatiske toiletter og affaldskurve - og på sigt også bycykler. AFA JCDecaux forestår al rengøring og vedligeholdelse af byudstyret, herunder udbedring af skader ved f.eks. hærværk.
Kontakt:
Kontorchef i Myndighed og Vejdrift, By- og Kulturforvaltningen, Thomas Jaap, tjaa@odense.dk, mobil: 5149 0422, tlf.: 6551 2704.