Spring til indhold
Nyhed

Science, innovation og integration - et seksårigt projekt i Odenses folkeskoler

27-08-2010

ISI 2015 hedder projektet, der blev skudt i gang i går, og som er et samarbejde mellem Industriens Fond, Odense Kommune og Dansk Naturvidenskabsformidling. Skolerne H.C. Andersen Skolen, Kragsbjergskolen, Højstrupskolen, Risingskolen og Provstegårdskolen deltager i projektet, fordi de har en høj andel af tosprogede.


Det officielle kick off-arrangement fandt sted i Risingskolens eksperimentarium, hvor skolens elever i 6. klasse dagen lang dystede om at konstruere og designe de bedste "børsterobotter". Dysten illustrerede på bedste vis, at kreativitet og innovation er fokusområder i projektet.


Nøglen er motivation
Rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, Stiana Willumsen (SF), mener, at undervisningen i naturfag skal være spændende.


- Hvis vi kan vise børnene, at det er spændende og kreativt at arbejde med naturfag, så er vi nået langt i forhold til de elever i de store klasser, der er uafklarede omkring fremtiden, siger hun.


Oplagt for tosprogede
Mads Lebech, administrerende direktør i Industriens Fond, mener, at der er et oplagt potentiale i de tosprogede unge:


-Tosprogede unge prioriterer erfaringsmæssigt naturvidenskabelige og tekniske fag højt, når de vælger videregående uddannelse. Danske virksomheder har brug for dygtige medarbejdere inden for det ; derfor har vi ønsket at medvirke til, at der tænkes nyt, så flere ser ”lyset” og dermed vælger vejen til en spændende naturvidenskabelig eller teknisk karriere, siger han.


Direktør i Dansk Naturvidenskabsformidling, Mikkel Bohm, udtaler:
Det er en kæmpe styrke, at Industriens Fond går ind i et projekt som dette som aktiv partner. Sammen med Odense Kommune, sætter vi ind på flere fronter med det formål at løfte interessen for naturvidenskaben.


Odense Kommune er valgt som vært for ISI 2015 i kraft af sin status som Sciencekommune, altså en kommune med en strategi for udvikling af naturfagsområdet, der spiller sammen med kommunens strategi for erhvervsudvikling.


Det er en rolle, der er yderst betydningsfuld for både kommunens skoler og de enkelte elever. Konkret betyder værtsrollen gode muligheder for skolerne til at styrke deres profil samt vigtig efteruddannelse af lærerne. Ydermere vil ISI 2015 bidrage til at give eleverne helt unikke og innovative kompetencer, der kan motivere i en uddannelsesmæssig retning, der efterspørges kraftigt i dansk erhvervsliv.


Læs mere om projektet her:
http://formidling.dk/sw39346.asp


Kontakt:
Adm. direktør Mads Lebech, Industriens Fond, telefon 70209208, ml@industriensfond.dk
Direktør Mikkel Bohm, Dansk Naturvidenskabsformidling, telefon 20224633, mb@formidling.dk
Konsulent Thomas Bach Piekut, Odense Kommunes Børn- og Ungeforvaltning, telefon 21292731, tbp@odense.dk