Spring til indhold
Nyhed

OFF lancerer programmet for den 25. festival

21-06-2010

Rekordstor interesse

Intet mindre end 1500 kortfilm fra hele verden er i år indsendt til bedømmelse fra instruktører og produktionsselskaber. Det er det største antal film, der er blevet tilmeldt i festivalens 25-årige historie. Filmene er kommet fra alle dele af verden, og viser dermed et bredt udsnit af, hvad der sker inden for kortfilm lige nu. Så forskellige lande som Kina, Australien, Tjekkiet, Israel, Frankrig, Tyskland, Norge, Slovenien, Sverige og Finland er blandt andre repræsenteret.
 

Vi mener det! Verdens bedste kortfilm

Med i konkurrenceprogrammet er flere film, der allerede har fået opmærksomhed andre steder. Fra de hjemlige himmelstrøg deltager for eksempel filmen Berik (Grand Prix-vinder, Semaine de la Critique, Cannes 2010), og The New Tenants (Academy Award Winner 2010). Fra USA kommer True Beauty This Night, der allerede har vundet et utal af priser i hjemlandet, mens Frankrig blandt andet byder på filmen Babel, der for alvor udvisker grænsen mellem ”almindelige” film og animationsfilm. Skotland stiller op med dramaet The Neighbours, der har ingen ringere end Peter Mullan i hovedrollen og fra Norge kommer filmen The Other Ones, der sætter fokus på et gennemgående tema i mange af filmene, nemlig flygtningen og den store ulighed i verden.

Danmark laver nytænkende film – og nytænkende festivaler

OFF10 blev første gang afholdt i 1975 og kan således holde sølvbryllup i år. I den anledning har festivalen besluttet at finde tilbage til sine rødder og koncentrere årets konkurrenceprogram udelukkende om kortfilm. Og så ellers krydre selve konkurrencen med en række filmrelaterede arrangementer hvor filmskabere og filmeksperter fra hele verden kan mødes under afslappede forhold og debattere film, arbejde med film, og lade sig inspirere. Det sker blandt andet på en række workshops for unge filmtalenter, et heldagsseminar om kortfilmen som genre, Q&A sessions med instruktørerne bag dette års konkurrencefilm og mulighed for at fortsætte den gode diskussion over en øl til en koncert i området omkring Brandts Klædefabrik, der i festivalugen omdannes til en hel filmby. De enkelte dele af programmet vil løbende blive offentliggjort over de kommende 2 måneder.

Kunstnerisk leder af OFF10 Mikkel Munch-Fals siger om festivalen: ”OFF handler om at vise nogle af verdens bedste kortfilm, men også om at vise verden nye måder at tænke film på. Det har vi haft i tankerne, da vi vurderede de 1500 kortfilm. Årets konkurrenceprogram giver med sin spændvidde og høje kvalitet et rigtigt solidt bud på, hvor man skal kigge hen for at spotte fremtidens helt store filmmagere.”

Se hele det samlede konkurrenceprogram samt meget mere om, hvad der ellers kan opleves på OFF10 på www.filmfestival.dk



Anders Østergaard (Burma VJ) får overrakt en pris på Odense Internationale Film Festival 2009. Fotograf: Peer Elmelund-Præstekær.