Økonomien får egen direktør
Odense Kommune står overfor store økonomiske udfordringer. Derfor opretter Odense Kommune en ny direktørstilling for det økonomiske område.
- Vores økonomi er under pres og kommunen mangler 180 millioner kroner hvert år de kommende år. Derfor giver vi området en direktør, der kan tilføre mere beslutnings- og handlekraft og give økonomien en vægtigere plads i direktørgruppen, siger stadsdirektør Jørgen Clausen.
Direktøren får titlen Økonomi og organisationsdirektør og får plads i direktørgruppen. Hun får Økonomisk Sekretariat og Kompetencecentret i sin stab, og ved at samle områderne håber Odense Kommune at kunne udnytte nye synergier mellem det økonomiske område og IT, HR og kommunikation, som Kompetencecentret beskæftiger sig med.
Et kendt ansigt
De cirka 200 ansatte under den nye direktør kommer ikke til at møde et nyt ansigt, for økonomichef Bente Monsen har sagt ja til at påtage sig stillingen.
- Jeg er glad for, at Bente har sagt ja til udfordringen. Vi arbejder godt sammen om økonomien i dag, og hun har de kompetencer og den gennemslagskraft, der skal til på den nye direktørpost. Og så er det jo en foræring, at hun allerede er inde i kommunens økonomi og derfor kan fortsætte sit gode arbejde fra den nye og stærkere platform, siger Jørgen Clausen.
Bente Monsen har været økonomichef i Borgmesterforvaltningen i fire år, og hun ser frem til at påtage sig opgaven.
- Først og fremmest mener jeg, det er en rigtig god løsning for Odense Kommune, at der kommer en direktør for området. Det er vigtigt at pointere, at vi har en ganske anden økonomisk situation end tidligere. Derudover er jeg naturligvis glad for tilliden og glæder mig til at tage fat på arbejdet, siger hun.
Jørgen Clausen understreger, at Odense Kommunes økonomiske udfordringer er et resultat af den generelle krise.
- Vi har haft en meget stram styring af økonomien indtil nu. Den nye direktørpost er en opprioritering af det økonomiske område og skal ruste kommunen til at håndtere den nye økonomiske situation, som krisen har bragt os i. siger Jørgen Clausen.
Om Bente Monsen:
Bente Monsen blev ansat i Odense Kommune i 1988 og har været økonomichef i Borgmesterforvaltningen siden 2006.
Hun er født i 1957. Hun er gift og har fire voksne børn.