Spring til indhold
Nyhed

Odense Lufthavn vil satse på lægehelikoptere

22-06-2010

​Som et led i at udvikle Odense Lufthavn vil bestyrelsen nu arbejde for, at Odense bliver
center for de lægehelikoptere, der formentlig er på vej til at blive en del af akutberedskabet i den nye sygehusstruktur. Lufthavnens centrale placering i landet gør den til et oplagt valg for en eventuel central base.


- Vi erkender, at vi befinder os i en økonomisk krise, som også påvirker Odense Lufthavn, siger Jørgen Clausen, Stadsdirektør i Odense Kommune og bestyrelsesformand for Odense Lufthavn. –Bestyrelsen tror imidlertid på, at lufthavnen har en fremtid. Vi arbejder målrettet med flere forskellige indsatsområder, hvor der kan der være perspektiver for en øget og vedvarende aktivitet i lufthaven, samtidig med at de nuværende flyvninger med bl.a. charterturister kan fortsætte. Et af disse indsatsområder er akutlægehelikoptere, som vi formoder, bliver en stor del af et fremtidigt akutberedskab, siger Jørgen Clausen.

Base for samtlige lægehelikoptere

Idéen er, at Odense Lufthavn skal være central servicebase for alle fremtidige lægehelikoptere i Danmark. Om dagen skal helikopterne flyve ud fra pladser rundt om i landet, og Odense Lufthavn skal dels servicere lægehelikopterne med hangarer, tankningsfaciliteter og værksted, og dels fungere som den base, helikopterne returnerer til om aftenen. Om natten vil helikopterne eventuelt også flyve ud fra lufthavnen.

Stort potentiale

Odense Lufthavn og Udvikling Odense er ved at se på alternative udviklingsmuligheder for lufthavnen. I den forbindelse undersøger konsulentvirksomheden Integra bl.a. potentialet for en eventuel kommende central base for lægehelikopterne på Odense Lufthavn. Og konsulenternes budskab er klart:

- Det er en klar fordel, at Odense Lufthavn ligger centralt i landet, ligesom der over Odense Lufthavn er et godt tilgængeligt luftrum uden for meget anden lufttrafik. Dette er et krav for lægehelikoptere, der skal kunne starte inden for få minutter, siger direktør Michael Niels Thorsen fra Integra.

Jørgen Clausen er glad for meldingerne: - Både repræsentantskab og bestyrelse har stor fokus på lufthavnens udviklingsmuligheder. Jeg ser bestemt et stort potentiale i planerne, og håber meget, at de kan realiseres og medvirke til at skabe yderligere liv i lufthavnen.

Der er pt. en forsøgsordning med lægehelikoptere på Sjælland og i Vestjylland. Når forsøgsordningen udløber i 2011, skal udvalget for præhospital akutberedskab tage stilling til det videre forløb.


Flere oplysninger:

Bestyrelsesformand Jørgen Clausen