Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune i finalen i international konkurrence

02-11-2010

Odense Kommune er udpeget til at deltage i finalen i den internationale konkurrence LivCom i Chicago 4.- 8. november 2010.  Det er en konkurrence, hvor Odense positioneres internationalt som en kommune, der arbejder helhedsorienteret med at skabe et bæredygtigt og attraktivt samfund for byens borgere.

Den 4.- 8. november afholdes finalen i den internationale konkurrence The International Awards for Liveable Communities (LivCom). I konkurrencen kan byer deltage både med hele byen som konkurrenceparameter (Whole City) eller med innovative projekter, der demonstrerer bæredygtighed og miljøbevidsthed, og som har en positiv effekt på lokalsamfundet og miljøet.

Odenses deltagelse
En projektgruppe i By- og Kulturforvaltningen sendte i foråret en ansøgning om at deltage i konkurrencens Whole City.

Ansøgningen indeholdt eksempler på de 6 områder, som byerne bliver bedømt på:
1. Forskønnelse af byrummet - samspillet mellem natur og bebyggelse: bl.a. Stige Ø, renovering af Kongens Have, brugen af byens grønne områder
2. Kunst, kultur og arv: bl.a. Brandt's-området, udvikling af havneområdet
3. Best practices på miljøområdet: bl.a. brug af halm til fjernvarme, Miljøpolitiken, Kilmaplanen, etablering af ny skov og fredning af Odense ådalen
4. Lokal inddragelse og indflydelse: bl.a. hvordan vi inddrager borgerne i processer, integrationsrådet, ældrerådet
5. Sund livsstil: f.eks. Cyklisternes By, cykling, løb i byen
6. Strategisk planlægning: hvordan planer hænger sammen fra vision gennem politikker til strategi

I starten af august blev forvaltningen så udvalgt til at deltage i slutrunden i kategorien for byer med indbyggertal mellem 150.001 og 400.000. Odense er 1 ud af 7 byer i finalen, og vi er udvalgt blandt ca. 40 ansøgere i denne kategori.

I Chicago skal gruppen fra By- og Kulturforvaltningen overfor et dommerpanel præsentere byen i Whole City konkurrencen.

Inspiration udefra
Rådmand Jan Boye forventer sig meget af Odenses deltagelse.

- I denne tid bliver vi nødt til at få inspiration udefra til løsning af vores opgaver. Vi skal ikke starte fra bunden hver gang, men se ud i verden og lære af dem, der har løst samme type opgave før os. Forhåbentlig kan deltagelsen bidrage med inspiration til at løse egen opgaver smartere, siger rådmand Jan Boye, som sender Jeanette Sandberg fra By- og Kulturudvalget som politisk repræsentant.

Odense får en unik chance for at se og høre om nogle af de bedste eksempler i verden inden for byudvikling og det at skabe et attraktivt bysamfund ved at deltage i konkurrencen. Samtidig er konkurrencen en oplagt mulighed for at positionere Odense internationalt.

- Når vi deltager i et arrangement som dette får vi nogle meget koncentrerede dage, hvor alle deltagere er til stede for at vise, hvad de kan. Det skal vi udnytte både til umiddelbar inspiration, men også til at øge vores internationale netværk, som kan udnyttes til konkret opgaveløsning i fremtiden, siger Jeanette Sandberg.

Mandag den 8. november falder afgørelsen om, om det er Odense, der kan tage hjem med førstepladsen og æren.


Yderligere information
Afdelingschef for Kultur, Ellen Drost, drost@odense.dk, tlf: 6551 2800
Afdelingschef for Natur, miljø, trafik, Thomas Boe, tfbo@odense.dk, tlf. 6551 2700

FAKTA
Hvad er LivCom?
LivCom har eksisteret siden 1997 og bliver støttet af UNEP (FNs miljøprogram) og IFPRA (International Federation of Parks and Recreation Administration). Formålet med The LivCom Awards er at fremme best practice, innovation og ledelse med henblik på at skabe et dynamisk og miljømæssigt bæredygtigt lokalsamfund, som forbedrer livskvaliteten for byens indbyggere.

Hvem deltager fra Odense Kommune?
Projektgruppen består af deltagere fra Park og Natur, Byplankontoret og Kultur. Herudover er der politisk deltagelse ved Jeanette Sandberg.