Spring til indhold
Nyhed

Odense byraad har indgaaet budgetforlig

08-10-2010

Med stemmerne 28 ud af 29 er der indgået forlig om Odenses budget for  2011.

Kun Enhedslistens Per Berga Rasmussen har valgt at stå udenfor forliget.

Der skal spares 180 mio.kr på driften hvert år over de næste fire år, og det gør det til et usædvanligt hårdt budget – der da også bærer overskriften: ”Odense – en ny virkelighed”.

 - Jeg er glad for at det er så bredt et forlig. Selvom det er et budget, hvor vi skal spare på selve driften, har byrådet vist ansvarlighed overfor den opgave det er at få Odense igennem på den bedst mulige måde, siger borgmester Anker Boye.

Det er forligspartiernes ønske at undgå at bruge grønthøsteren for at finde de nødvendige besparelser. Derfor er det aftalt, at partierne bruger 2011 til at finde de bedste og mest effektive løsninger på tværs af forvaltninger og afdelinger, og først derefter skal realisere sparekravene. Alligevel er forligpartierne enige om, at budgettet betyder besparelser på både service og personale.

På trods af det stramme budget er der afsat penge til enkelte investeringer, der skal sikre vækst i fremtiden:
  - Odense står midt i udviklingen fra industrisamfund til videnssamfund, og den proces skal vi understøtte. Vi skal højne uddannelsesniveauet, og vi skal skaffe vidensarbejdspladser. Derfor er jeg glad for, at forligspartierne er enige om at finde plads til disse investeringer.  Campusområdet har potentiale både nationalt og internationalt. Med placeringen ved det nye supersygehus har vi den unikke kombination af forskning, uddannelse og et universitetshospital samlet, siger borgmester Anker Boye.

Desuden er der på anlægssiden afsat penge til et planlagt Musik- og Teaterhus og ombygningen af Thomas B. Thrigesgade.
  

Yderligere informationer 

Borgmester Anker Boye, tlf. 40 75 33 33
Kommunikationsrådgiver, Susanne More, tlf. 26 28 20 69