Spring til indhold
Nyhed

Ny beredskabschef i Odense Kommune

26-03-2010

Odense Kommune har den 26. marts 2010 ansat Mogens Bjerregaard som ny beredskabschef.



Mogens Bjerregaard er 46 år, uddannet politibetjent og har bl.a. arbejdet som vicepolitiinspektør i Rigspolitiet, sektionschef i Banedanmark og været udsendt til Irak som assistent for Chefpolitiinspektør Kai Vittrup. Senest var Mogens Bjerregaard kontorchef i Odense Kommune som chef for området rekruttering og løn i Kompetencecenter HR.



Mogens Bjerregaard har været konstitueret i stillingen som beredskabschef siden den 7. oktober 2009, da den daværende beredskabschef Peter Staunstrup fratrådte sin stilling.



- Med Mogens Bjerregaard får vi en meget kompetent beredskabschef, siger administrationschef Leif Hansen. – Hans mangeårige erfaring fra Politiet og som leder gør Mogens Bjerregaard til en yderst kvalificeret chef. Vi er meget glade for, at Mogens havde lyst til at fortsætte det gode arbejde, han har indledt hos Odense Brandvæsen og jeg er glad for, at et enigt ansættelsesudvalg står bag ansættelsen.



- Det er med stor glæde, at jeg fortsætter i jobbet som beredskabschef, siger Mogens Bjerregaard. – Da jeg tiltrådte som konstitueret chef i oktober sidste år, regnede med, at det kun var for en begrænset periode, og at jeg skulle tilbage til mit oprindelige job bagefter. – Men jeg har fundet ud af, at Odense Brandvæsen lige er stedet for mig! Der er tilpas med udfordringer både fagligt og ledelsesmæssigt, og en fantastisk stab af engagerede medarbejdere og lederkolleger. Så jeg ser også frem til at fortsætte det spændende arbejde.


Flere oplysninger
Mogens Bjerregaard

Leif Hansen