Musikskolens Dag i centrum
Musikskolens dag i nye rammer
Lørdag d. 29. maj 2010 kl. 10.00 – 15.30 afholder Odense Musikskole den store Musikskolens Dag i Odense centrum. Musikskolens Dag er ét af årets store arrangementer, hvor musikskolen bliver meget synlig i gadebilledet, og også gerne meget synlig overfor kommunens borgere. At det er ét af musikskolens store arrangementer ses også i antallet af medvirkende lærere og elever. Musikskolens Dag aktiverer ca. 50 lærere og 600 elever.
Som noget nyt er vi i år i området omkring Flakhaven. Der vil være musik i alle genrer fra fem forskellige scener.
Fælles åbning
Kl. 10 er der fælles åbning på Platanpladsen foran Magasin. Her mødes elever fra musikskolen til en fælles stomp - kom og mærk rytmerne - og se om du kan klappe med.
Musikbørnehaven er med
I år er også musikskolens musikbørnehave med på Musikskolens Dag. Musikbørnehaven består af 20 børn fra Børnehuset Slåenhaven i Vollsmose. Tre formiddage om ugen drager børnene til musikskolen og har musik sammen med en af musikskolens musikpædagoger. Musikbørnehaven har eksisteret i snart to år. Børnene fra musikbørnehaven optræder i Sankt Knuds Kirkesal kl.10.30.
De fem scener
Kl. 10.30 åbner de fem spillesteder:
- Platanpladsen – udendørs scene: Rytmiske bands
- Det tidligere Studenterhus på Klosterbakken: Rytmiske bands
- Rådhushallen: Orkestermusik, strygere, blæsere
- Skt. Knuds Kirke, Salen: Musikbørnehave, Kor, Tangentorkester
- Skt. Knuds Kirke, Krypten: Guitarorkester, Harper, Blokfløjter, Kor
Der er fri entré, og alle er velkommen
Se det samlede program for dagen på www.odensemusikskole.dk