Spring til indhold
Nyhed

Lokal filial sikrer arbejdspladser i Odense

22-12-2010

I løbet af 2012 overgår al objektiv sagsbehandling i kommunerne (f.eks. boligstøtte og folke- og førtidspension) til fem statslige centre placeret i henholdsvis Haderslev, Holstebro, Frederikshavn, Vordingborg og Hillerød. Centrene skal drives af ATP.


Lokal fynsk filial

Som supplement til de fem hovedcentre opretter ATP to lokale filialer i henholdsvis Odense og Århus, som også skal varetage objektiv sagsbehandling.


Opbakning til den nye, fynske filial

Beslutningen om at oprette en tidsbegrænset lokal filial inden for objektiv sagsbehandling, hilses velkommen af borgmester Anker Boye:

- Det er positivt, at vi nu får længere periode til at sikre en stabil drift af området. Samtidig kan vi glæde os over, at vi i Odense ikke i første omgang skal af med arbejdspladser og gode medarbejdere, men får lov til at beholde dem lidt endnu.


Peter Rahbæk Juel, rådmand for social- og arbejdsmarkedsområdet, støtter også op om idéen:

- Udsigten til at skulle til Haderslev hver dag har allerede fået mange af vores medarbejdere til at overveje at søge andet job. Sker det, at for mange siger op på én gang, mister vi stor kompetence på området, da vi i Odense har et stærkt fagligt miljø inden for objektiv sagsbehandling. Nu er vi imidlertid sikret ro til at få overdraget området til ATP på en ordentlig måde.