Kronprinsen besøger Odenses cykelpavillon i Kina
En kronprins, en kendt Hollywood chocolatier, en kinesisk violinist og en håndfuld odenseanske børn klædt ud som eventyrfigurer. Alle besøgte i dag Odenses pavillon på verdensudstillingen i anledning af den såkaldte Danmarksdag - en dag hvor alles øjne var rettet mod Odense.
Som i et eventyr begyndte solen at skinne akkurat som H.K.H. Kronprins Frederik ankom til Odense pavillonen. En veloplagt Kronprins blev modtaget af de otte danske kinesisktalende guider, hvorefter Odenses borgmester Anker Boye berettede om byens store fokus på cyklisme - grunden til at Odense har fået en Pavillon på verdensudstillingen.
Et stort kinesisk og dansk presseopbud fulgte Kronprinsen rundt, mens han blev præsenteret for pavillonens temaer om bæredygtighed og byudvikling, som hver dag bliver formidlet til de kinesiske gæster.
Cykler og miljø
På pavillonen får gæsterne fortællingen om, hvordan man indretter en moderne by og samtidig tager hensyn til miljø og fremkommelighed. Kina har stigende udfordringer på miljøområdet og der er stor interesse i at lære af danske erfaringer med at lave sammenhængende vandplaner, reduktion af vandforurening og ikke mindst miljøfokuseret byplanlægning med cyklen i centrum.
Den danske viden er derfor i høj kurs og udover at bidrage med løsningsmuligheder til Kinas miljøudfordringer, giver det også mulighed for erhvervsfremme for de virksomheder, som er repræsenteret på Odense pavillon.
Den lille havfrue besøger Odenses pavillon
I et afsnit af pavillonen havde den danske chokolatier Fritz Knipschildt udstillet sine chokoladeskulpturer – en byste af H. C. Andersen, en miniatureudgave af Den Lille Havfrue og en chokoladecykel lavet specielt til lejligheden. Kronprinsen og de andre gæster smagte på sagerne, alt imens en kinesisk violinist behagede deres øregange med musik af bysbarnet Carl Nielsen.
Odense Pavillonen er den mindste på hele verdensudstillingen, men interessen for pavillonen har siden åbningen den 1. maj været over al forventning.
Helle Thylkjær ( i Kina) (+45) 3053 6690