Spring til indhold
Nyhed

Jernheste ruller gennem Vollsmose

22-04-2010

JERNHESTE RULLER GENNEM VOLLSMOSE

 

Guidede cykelture i Vollsmose skal åbne bydelen for resten af landet


Odense-bydelen Vollsmose fanger sjældent avisoverskrifter for, hvad den også er: Et berigende, spændende og sprudlende sammensurium af mange forskellige kulturer og historier, af fortid og af nutid.

Projektet På jernhest til ”Odenses kulturelle Mekka” – Vollsmose ønsker at åbne denne side af bydelen op for resten af Danmark.

Porten hertil er guidede cykelture i Vollsmose hver lørdag i maj, juni og august 2010 ved fire lokale historiefortællere.

Turene bringer deltagerne rundt i Vollsmoses grønne natur, og vi runder også Vollsmoses mange forskelligartede bebyggelser, herunder Vollsmose Kulturhus, samt udstillingen Erindringens Træ. Vi slutter af med en eksotisk forfriskning i Vollsmose Kulturhus smukke omgivelser.

Undervejs bliver der fortalt historier og fakta fra dengang Vollsmose blev grundlagt og til i dag. Guiderne har alle boet i Vollsmose i årevis og kender Vollsmose som deres egen bukselomme. Derfor kan give de besøgende et unikt indblik i livet i Vollsmose.

Guiderne er John, Esra, Ebbe og Alaa.

Vollsmose Kulturhus står bag dette projekt som løber af stabelen første gang d. 8. maj 2010 kl. 14-16. Derefter vil der være guidede ture hver lørdag kl. 14-16 i maj, juni og august. En tur koster 30 kr. pr. person - vi mødes foran Vollsmose Bibliotek. Tilmelding ikke nødvendig.

Kontaktperson:
Marie Bondo Gravesen
Projektkoordinator
Tlf.: 60 77 74 20
mbg@odense.dk

Vollsmose Kulturhus
Vollsmose Allé 14
Outlet Fyn
5240 Odense NØ