Spring til indhold
Nyhed

Gider unge frivilligt foreningsarbejde?

29-03-2010

Ja, hvis de selv er med til at bestemme!



Unge vil gerne engagere sig og deltage i det frivillige foreningsarbejde, men de vil selv være med til at sætte præmisserne og præge indholdet. Odense Kommune afholder i den forbindelse to arrangementer, hvor de odenseanske foreninger og unge foreningsledere kan få inspiration til, hvordan unge kan inddrages i foreningsarbejdet.


”De unge gider ikke"
og ”de hjælper kun, hvis de får penge for det”,kan ældre foreningsledere måske sige om deres unge medlemmer, men er det rigtigt?

Ja og nej, er svaret. I mange foreninger er det helt sikkert svært at tiltrække frivillig arbejdskraft, og der kan specielt være en oplevelse af, at de unge imellem 16 og 25 år er svære at få med i foreningen. I nogle foreninger lykkes det dog rigtig godt. Og det skyldes bl.a. at de giver plads til de unge.


- ”Mange unge vil faktisk gerne deltage i det frivillige arbejde i foreningen, men de vil selv have indflydelse på indholdet. Der ligger derfor en guldåre - i form af frivilligt engagement - for fødderne af de foreninger, som formår at engagere de unge, og motiverer dem til at deltage i foreningslivet”, siger Nanna Muusmann, som igennem flere år har holdt oplæg om ungekultur og unges engagement i bl.a. foreningslivet.


Unglederakademi og fyraftensmøde

For at hjælpe foreningerne i Odense med at ”udvinde guldet” har Odense Kommune valgt at sætte fokus på unge i foreningerne ved to arrangementer i slutningen af april, hvor der både er inspiration at hente for foreningen og den unge leder eller lederspire.

- ”De unge kan bidrage med meget til det frivillige foreningsliv, og i foreningslivet får de unge en ballast, som kan bruges i andre af livets sammenhænge. Det er populært sagt en ’win-win situation’. Derfor håber jeg, at rigtig mange foreninger og unge vil deltage i de to arrangementer”, udtaler børn- og ungerådmand i Odense Kommune Stina Willumsen (SF).


Søndag d. 25. april er det de unge imellem 16 og 25 år, som kan komme til ”Odense Unglederakademi”. Her kan unge ledere eller lederspire hente inspiration og få værktøjer til, hvordan de kan være med til at lede en forening.


Onsdag d. 28. april inviteres alle foreninger i Odense til fyraftensmøde, hvor unge og ”gamle” foreningsledere kan debattere og få inspiration til, hvordan foreningen kan gøres mere "ungvenlig”. Her vil Nanna Muusmann komme med et oplæg omkring unges engagement i foreningslivet. Desuden vil formanden for Bellinge Gymnasterne, Lykke Moesgaard, fortælle om, hvordan de med stor succes tiltrækker unge trænere og instruktører.


De to arrangementer er en del af Odense Kommunes Idrætspolitik og Foreningspakken ”Foreningen et godt sted at være”.


For yderligere oplysninger, kontakt:

·
Børn- og Ungerådmand Stina Willumsen, tlf. 2621 9810, stwi@odense.dk
·
Formand for Bellinge Gymnasterne Lykke Moesgaard, tlf. 6534 1128, lmo@cok.dk
·
Foreningskonsulent Brian Kryhlmann, tlf. 2624 3490, brkj@odense.dk