Gallabal på Odense Rådhus
Vær med til at danse penge ind til børnehospitalet i Region Syddanmark
Giv dig hen i en elegant wienervals og lad dig forføre i en romantisk slowfox. Eller hvad med at kaste dig ud i den traditionsrige selskabsdans lancier. Årets velgørenhedsbal på Odense Rådhus giver både øvede og begyndere mulighed for at udleve dansedrømmen og indtage gulvet i rådhussalen.
Jo flere gallagæster, der løser billet, jo mere fornøjelse får de indlagte børn på H.C. Andersen Børnehospital i Odense. Årets overskud går nemlig i år til at skabe oplevelser for børnene i en ikke særlig munter periode af deres liv.
- Hvis vi giver børnene nogle oplevelser, kan de føle det som en pause fra deres virkelighed og den situation, de er i her på hospitalet, siger pædagog på børnehospitalet Mette Sorang Kjær.
Hun peger på, at blandt andet hospitalets eventyrvogn – kassen med udklædningstøj – trænger til fornyelse. Prinsessekjoler og riddertøj er nærmest slidt op. Og desuden er det ikke bare de voksne, der har brug for at lade sig rive med af en oplevelse med smukke kjoler og stemningsfuld musik. Mette Sorang Kjær fortæller, at børnene i høj grad også har glæde af kreative og musiske oplevelser. Og det skal de indsamlede penge gå til.
Vild med dans danser med
For at støtte den gode sag tager danseren Luise Dons Odenses viceborgmester Brian Dybro under armen og sammen danser de for ved årets gallabal i Odense. Luise Dons har tidligere dannet dansepar med René Dif, da de to deltog i sidste sæson af Vild med dans.
Og hun er oprigtigt glad for at kunne bidrage med noget vigtigt gennem dansen, så der bliver skabt opmærksomhed om og samlet penge ind til en god sag som aktiviteter på H.C. Andersen Børnehospital.
- Børn er nogle små sårbare væsener, som fortjener det bedste af det bedste, og hvis jeg kan være med til at gøre en lille forskel med velgørenhed, så deltager jeg rigtig gerne. Og jeg tror desuden, det bliver et fantastisk arrangement, siger Luise Dons.
Festlig kulisse
I år er det orkesteret Knudsens Kapel med sangerinden Annette Buonaventzen, der sørger for den musikalske kulisse. De dansende gør deres entré i rådhushallen i en festlig kotillon, og inden dansen slippes fri, serveres der en let anretning, som rådhuset køkkenchef står for.
Det er Odense Kommune, der står bag årets gallabal, og ifølge projektleder Per Holst fra Odense Kommune har den største udfordring de foregående år været at sende danserne hjem igen klokken 24. De havde nemlig mere end svært ved at slippe den festlige aften i dansens tegn.
Gallaballet afholdes den 6. marts 2010 fra 18.30 til 24.00. Billetter kan købes på www.danbillet.dk eller 6614 0110 til kr. 695,- inklusive velkomstdrink, let anretning, kaffe og tre drinks – vin, vand eller øl sponsoreret af H.J. Hansen og Albani.
Yderligere oplysninger: Sine Larsen tlf. 3089 7517 sil@odense.dk